Faren for stereotyper i diagnoseopfattelser

 

Blogindlæg af Susanne Lip, cand.psych. & Anne Kjær, cand.psych.

 

Den 3. november 2017 blev det i en radioudsendelse i Orientering på P1 fremlagt, at ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at piger er klart underdiagnosticerede, når det gælder om at opdage børn med ADHD. Dette grunder, ifølge udsendelsen, i at mange piger lider af såkaldt ”stille-pige ADHD, også kaldet ADD”. Hvorvidt denne forskning er valid, kan dette indlægs forfattere ikke tage stilling til, da forskningens videnskabelige belæg ikke fremgår eksplicit af udsendelsen, og dette er ej heller formålet med nærværende indlæg. Dog finder vi det tankevækkende, at to diagnoser, der kan fremføres i separate koder i ICD-10, som hhv. ADD og AHDH er, på denne måde ligestilles[i]. Dette er et interessant eksempel, der vidner om, at diagnoser i højere og højere grad synes af være blevet en del af hverdagssproget. Og samtidig et eksempel på en af de måder, hvorpå diagnoser tilpasses hverdagsforståelsen, når et sprogbrug, der almindeligvis anvendes i hverdagen, sættes i forbindelse med diagnoser. Dermed skabes en såkaldt diagnostisk kultur, hvor psykiatriske diagnoser, ved hjælp af blandt andet dette sprogbrug, kan anvendes til at fortolke, regulere og mediere forskellige former for selvforståelse og aktiviteter. Dette har gjort, at diagnoser er blevet en del af, hvordan den enkelte skaber mening omkring sig selv, andre og verden[ii]. Der opstår i denne henseende en skepsis hos os i forhold til, hvordan et sådan sprogbrug, i forbindelse med diagnoser, kan være stigmatiserende – i dette tilfælde for de stille piger, der potentielt er i fare for at blive stemplet, ved italesættelsen af ADD diagnosen som værende specifikt rettet mod de stille piger, med betegnelsen ”stille-pige ADHD”, som den i udsendelsen benævnes. Men så sandelig også for de drenge, der potentielt lider af ADD, som ifølge denne betegnelse kan komme i fare for ikke at kunne identificere sig med deres ADD-diagnose, da den bliver italesat som en ”pige-diagnose”.

Omend det kan have sine fordele at gøre diagnosebetegnelser mere forståelige, kan det være farligt, såfremt der skabes så kønsspecifikke betegnelser, som i ovenstående eksempel. Diagnoser er først og fremmest et hjælpemiddel til at opnå bedre forståelse af en given tilstand[iii]^,[iv]. Da en diagnose kan give adgang til behandling og anden form for hjælp, bør der være opmærksomhed på, at kriterierne er tilpas specifikke til, at målgruppen rammes så godt, som muligtⁱⁱⁱ, så eksempelvis stille drenge med koncentrationsbesvær ikke går glip af muligheder for at få hjælp, fordi de, og det øvrige samfund, tænker at ADD er en diagnose rettet mod piger. Hertil kan det at få stillet en diagnose give mulighed for at få en bedre selvforståelse end som udiagnosticeret person med en psykisk lidelse, og dermed få bedre hold på tilværelsen. Således kan en diagnose være meningsskabende i forbindelse med en forståelse af egen identitet såvel som tilværelsen generelt set. En væsentlig del af dette kan eksempelvis være ved at opnå en følelse af tilhørsforhold til andre grupper med samme diagnoseⁱⁱⁱ,[v], hvilket er endnu en grund til at være påpasselig med at skabe et hverdagssprog omkring diagnoser som det i ovenstående eksempel.

Sprogbrugen omkring diagnoser synes altså at være en væsentlig faktor. Som sagt kan det at skabe en betegnelse som ”stille-pige ADHD” udgøre et interessant eksempel på, hvorledes diagnoser i dag italesættes. Intentionen bag er bestemt forståelig, da det kan være med til at gøre diagnoser mere forståelige for den almene befolkning. Med dette in mente mener vi dog, at en sådan form for hverdags-italesættelse af diagnoser, som den i ovennævnte udsendelse, skaber fare for, at diagnosers egentlige formål kompromitteres samt, at det kan gå ud over fagligheden og betydningen af den enkelte diagnose. I værste fald bliver den almene befolkning således misinformeret om, hvad en given diagnose repræsenterer. Hertil kan det fremføres, at det, som følge af ovennævnte diagnosekultur, i dag i høj grad er muligt at diagnosticere sig selv gennem eksempelvis blade og på internettet, hvilket kan føre til sygeliggørelse og mange falsk positive diagnoser, der muligvis aldrig bliver bekræftet af medicinske fagfolk. Ikke desto mindre kan dette få en væsentlig indflydelse på selvforståelsenⁱⁱ. Ved at lave sproglige fremstillinger som i denne udsendelse, kan der således potentielt opstå fare for, at særligt de piger, der er stille i skolen, bliver ofre for den nutidige diagnosekultur og dermed får opfattelsen af, at de er kvalificerede til en psykiatrisk diagnose, og måske endda diagnosticerer sig selv, i dette tilfælde i forhold til ADD. Intentionen med anvendelse af mere hverdagssproglige betegnelser, som “stille-pige ADHD”, kan såmænd være god nok, da det kan antages, at disse fordrer forståelsen hos lægmænd, men der synes dog at opstå risiko for, at nogle grupper sygeliggøres unødvendigt.

Det kan selvfølgelig have en vis fordel at gøre diagnoser mere forståelige – eksempelvis kan man forestille sig, at der i dag er meget mindre stigmatisering omkring de, der har en depressionsdiagnose, fordi alle har prøvet at være ”deprimerede” i en eller anden, ikke-klinisk forstand. Problemet synes dog at opstå, når betegnelsen forsøges at blive gjort til hverdagssprog på en sådan vis, at der potentielt sker en overgeneralisering og en fejlagtig brug samt forståelse heraf. Vi har nok alle prøvet at være stressede på jobbet, men at blive diagnosticeret med stress er en helt anden sag. De fleste har nok også prøvet at føle sig deprimeret over, at det eksempelvis regner i dagevis, men at få diagnosen depression vidner om en tilstand af en helt anden kaliber. Så vores pointe er her, at vi i dagens samfund bør veje vores ord med omhu, når vi taler om diagnoser og bruger dem til at forklare dagligdagens udfordringer af ikke-patologisk karakter. Potentielt kan det ende med at forvrænge vores billede af, hvor invaliderende en psykiatrisk diagnose kan være, og skabe et misforstået billede af, hvordan det er at være en person, der lider under en diagnose.

Her er det interessant at nævne det socialpsykologiske fænomen omkring stereotyper, der synes at kunne ses i forbindelse med udsendelsen i P1. Her synes særligt at være en stereotyp italesættelse omkring piger som værende stille, mindre udadreagerende og energiske, sammenlignet med drenge. Stereotyper opstår blandt andet, fordi vi mennesker har et behov for at forstå og skabe mening ud af komplekse situationer[vi]. Og i mange tilfælde eksisterer der stereotype opfattelser af, hvilken adfærd der er henholdsvis normal eller patologisk, samt i dette tilfælde ønskværdig eller ej, hvilket antageligt har betydning for, hvorfor specifikke adfærdsmønstre patologiseres og hertil diagnosticeres. Stereotyper kan dog i værste tilfælde skabe en negativ form for stigmatisering for de grupper, som de involverer[vii]. I dette tilfælde drenge overfor piger, der således eksempelvis ikke føler, at de kan identificere sig med det, der bliver dem pålagt i forhold til den givne diagnose, der beskriver deres tilstand. Nogle forskere fremfører, at manglende evner til at fungere socialt grundet en psykisk lidelse, for eksempel i form af afvigende øjenkontakt eller mærkværdige valg af samtaleemner, potentielt kan skabe stigmatiserende reaktioner fra omverdenen. Samtidig fremlægges det dog, at der er risiko for at fejlvurdere individer som værende psykisk syge, mens deres tilstand reelt set ligger inden for det raske område, trods deres adfærd kan afvige fra den brede norms. Desuden kan en diagnose øge stereotype antagelser, i form af eksempelvis fordomme og diskrimination, og dermed være hæmmende for den enkeltes muligheder for at opnå eksempelvis vigtige mål i livet^vii. Dette kunne eksempelvis være i forhold til at opnå en ønsket ansættelse, trods man har en psykiatrisk diagnose. Det kunne således tænkes, at en person med skizofreni ville fravælges, hvis denne stod som ene af to tilbageværende kandidater til en stilling, hvor begge ellers var ligeligt kvalificerede til jobbet, grundet antagelser om personens evne til at varetage stillingen samt udfordringer med lidelsen.

Med denne teoretiske viden in mente synes det kritisabelt, at et indslag som det i P1’s Orientering således kan være bidragende til dannelsen af stereotyper – trods dets fremlagte videnskabelige fundering. Det er ikke vores hensigt at modsige, at der forefindes en underdiagnosticering i gruppen af piger med ADD, men vi mener dog, at der bør udvises forsigtighed, når man forholder sig diagnostisk til gruppen af “stille piger”, blandt andet med tanke på alle de konsekvenser, det kan have for store dele af fremtiden for de, der får en psykiatrisk diagnose.

Denne kritik kan lede os videre til det førnævnte fænomen omkring diagnosekultur. Når vi hører et indslag som dette, bliver vi kritiske overfor, hvorvidt dette fokus på underdiagnosticering af ADD-diagnosen kan være et udtryk for en voksende sensitivitet overfor “de stille piger” og deres såkaldte indadvendte adfærd. Flere teoretikere mener, at nogle konsekvenser af de diagnostiske kulturer kan ses ved, at flere i dag bliver psykisk syge, da en diagnose kan anvendes til at regulere og fortolke selvforståelsen. Hertil opfatter vi i stigende grad os selv som individer, hvis humør, adfærd og personlighed kan formes og modereres af medicinske medikamenter, og at eksempelvis psykofarmaka, der nævnes som en behandlingsform i indslaget, dermed kan anvendes til at hjælpe os til i højere grad at få en ønskværdig adfærd^ii,[viii].

Der kan således, med indslag som dette, opstå en fare for, at de unge, der reelt set ligger indenfor normen i eksempelvis undervisningssituationer, som der blandt andet fokuseres på i indslaget, fristes eller endda presses til at bortforklare koncentrationsbesværet i denne sammenhæng med en psykiatrisk diagnose, muligvis uden tanke for den fremtidige betydning heraf. Hertil kan man gøre sig tanker om, hvorvidt den omtalte stigning i antallet af særligt piger med ADD potentielt lige såvel kan være en afspejling af en stigende mængde af forstyrrende elementer, der kan tænkes at være i den nutidige undervisning. Eksempelvis en vibrerende smartphone, brugen af bærbare computere med fri adgang til Facebook, spil osv. Vi kan jo i denne forbindelse passende se på os selv og spørge, hvorvidt vi ville præstere vores bedste og have optimale kår for koncentration, hvis vi sad i klasselokaler, som dem vores børn sidder i dagligt i folkeskolen, med op mod 30 elever pr. lokale, et højt støjniveau samt en udpræget grad af forventning til hensyntagen til det enkelte individs behov. Denne diskussion er i sig selv ganske omfattende, og vi vil derfor lade den stå åben for den enkelte at reflektere over.

[i] Jævnfør henholdsvis diagnoserne F90.1 Hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse samt F98.8 Andre adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser i barndom og ungdom, inkl. bl.a. opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet, i ICD-10’s kapitel V

[ii]  Brinkmann, S. (2016). Diagnostic Cultures. A Cultural Approach to the Pathologization of Modern Life. Oxon, UK: Routledge

[iii] Bertelsen, P. (2013). Tilværelsespsykologi – Et godt nok greb om tilværelsen. Frederiksberg: Frydenlund

[iv] Cullberg, J. (1999). Fra symptom til diagnose. I Cullberg, J. (Ed.) Dynamisk psyki-atri. Kbh.: Hans Reitzels Forlag

[v] Aursand, K. S. (2011). Hvad gør diagnoser med menneskers identitet? Artikel på Angstforeningens hjemmeside. Nedtaget d. 23. april 2015, fra: http://angstforeningen.dk/index.php?page=hvad-gor-diagnoser-med-menneskers-identitet

[vi] McGarty, C., Yzerbyt, V. Y. & Spears, R. (2002). Social, cultural and cognitive fac-tors in stereotype formation. I: Stereotypes as Explanations – The formation of meaningful beliefs about social groups. Cambridge: University Press.

[vii] Corrigan, P. W. & Kleinlein, P. (2005). The Impact of Mental Illness Stigma. I: Corrigan, P. W. (Ed). On the Stigma of Mental Illness – Pratical Strategies for Research and Social Change. Washington, DC: American Psychological Associa-tion.

[viii] Rose, N. (2006). Disorders Without Borders? The Expanding Scope of Psychiatric Practice. I: BioSocieties (2006), 1.