Kvaliteten af psykiatrisk behandling er ikke altid evidensbaseret, og det vil et nyt center i Region Sjælland gøre noget ved.
Af Gitte Rebsdorf
To forskere i Region Sjælland, forskningschef Erik Simonsen og professor Ole Jakob Storebø, har stillet sig i spidsen for et nyt forskningscenter, Center for Evidensbaseret Psykiatri, CEBP. Formålet med det nye center er at højne kvaliteten i den psykiatriske forskning gennem systematiske reviews og randomiserede kliniske forsøg. Ifølge centerets leder, Ole Jakob Storebø, er det en mangelvare i den psykiatriske forskning.
– Den behandling, der bliver tilbudt i psykiatrien er ikke altid evidensbaseret. Psykiatrien har ikke selv en forskningsenhed, der udfører forskning på linie med den forskning, der bliver bedrevet i Det Nordiske Cochrane Center og Copenhagen Trial Unit, CTU. Det er der brug for, sådan at alle patienter kan få en behandling, der tager afsæt i evidens, siger han.
Et af de områder, som det nye forskningscenter har kastet sig over, er effekten af forskellige typer af kontrolbehandlinger. Når forskerne gennemfører randomiserede forsøg, er forsøget inddelt i to grupper. En gruppe, der får behandling, og en anden, der får snydebehandling i form af for eksempel kalktabletter.
Problemet ved disse forsøg er, at det ofte er muligt for deltagerne at gætte, om de får behandling eller snydebehandling. Det kan de, fordi der er bivirkninger ved den farmakologiske behandling. Det er der ikke ved kalktabletterne, og dermed bliver resultaterne upålidelige, påpeger Ole Jakob Storebø.
– Derfor arbejder vi på at undersøge mulighederne for at fremstille et aktivt placebo, som har bivirkninger, der ligner dem, der er ved den farmakologiske behandling. Vi ved for eksempel at SSRI giver tørhed i munden, og man kunne forestille sig, at det blev muligt at give en kalktablet med den effekt, således at deltagerne ikke har mulighed for at gætte, om de får behandling eller ej.
Psykiatriske lidelser er ikke egentlige sygdomme på lige fod med somatiske sygdomme. Forskerne ved meget lidt om, hvad de forskellige psykiske lidelser skyldes. Læs også artiklen: Vi ved forfærdelig lidt om skizofreni.
Så når det skal undersøge om en behandling virker eller ej, er det ikke på samme måde som ved fysiske sygdomme muligt at tage en blodprøve eller for eksempel måle om en svulst er blevet mindre. Effekten af om en behandling virker eller ej, bliver som regel undersøgt ved at spørge patienten.
Center for Evidensbaseret Psykiatri har til huse i Psykiatrihuset i Slagelse, og er finansieret af Region Sjælland. Der er syv personer tilknyttet stedet.
Man vil måske fremstille en kalktablet det er afhængighedsskabende? I så fald kan forskerne da rigtig se om psykopharmaka virker.. Ironi forekommer.
Sikke en nød. Kalktabletter med bivirkninger !! Forskning baserede på PSYKOFARMAKA. Fy for Helved !!
Evidens betyder “at der findes bevis for at noget virker” !
Men siger intet om, at noget bestemt virker for alle !
RCT står for Randomiserede dobbeltblindede forsøg, som udføres på tilfældigt udvalgte personer, og uanset resultatet af et forsøg, må dette aldrig retfærdiggøre at en behandling anvendes generelt, for der vil altid være mennesker, som ikke har behov for den tilbudte, eller påtvungne behandling, og tilmed risikerer at blive udsat for en behandling som er direkte livstruende og/eller sundhedsskadelig.
Hvad der derimod mangler i det danske sundhedsvæsen er :
1. Frit valg af behandling.
2. At tvangsbehandling- og medicinering forbydes ved lov.
3. At de mange af os, som har konstruktive erfaringer med forskellige behandlingsformer kommer i spil, til gavn for borgerne.
4.At der generelt sker en ændring i samspillet mellem borger og behandler, så ethvert behandlingstilbud indebærer vidensdeling, respekt for borgerens livserfaring og reelle behov, samt læring, baseret på selvreflektion og personlig udvikling, for begge parter.
Dette er ikke muligt så længe behandleren ( lægen, sygeplejersken, psykiateren eller andre) har magt over borgerens liv, i form af muligheden for at misbruge tvangsforanstaltninger.
5. Tillid kræver selvindsigt og ærlighed, respekt og kærlighed hos såvel behandleren som hos den der modtager behandling.
Som uddannet alternativ behandler har min allervigtigste evne været min kærlighed og oprigtige interesse for de mennesker som har søgt mig, samt min vilje til selv at lære – hele tiden !
At være ærlig overfor mennesket som sidder foran en, og ikke forsøge at bilde vedkommende ind at man er altvidende, men ærligt at fortælle vedkommende om hvad man kan tilbyde, og derefter lade personen selv vælge, ud fra en erkendelse af vedkommendes egne behov – det er helt essentielt i enhver form for sundhedsbehandling.
Tillid kræver ærlighed, og hvis du bliver placeret bag tykke mure, og låste døre, uden selv at have nøglen til dørene, og tilmed bliver mødt af den “ekstra mur” af sygeliggørelse, mistro og forudfattede meninger om hvem du er, og hvad der er bedst for dig, så er det i hvert fald ikke stedet, eller de pågældende behandlere, som kan hjælpe dig på en konstruktiv og livsudviklende måde. TVÆRTIMOD.!
Der mangler kærlighed til mennesker, blandt personale i psykiatrien.
Der mangler selvindsigt og selvreflektion, og respekt for de tvangsindlagte.
Det er min erfaring, personligt, såvel som fagligt, at vi skal bevæge os i en helt anden retning, hvad angår behandling i forbindelse med livskriser og eksistentielle problemer – af et flertal ( tror jeg) kaldet psykiske lidelser.
Jeg vil, uanset om forskningsresultater tolkes og opfattes som en begrundelse for at benytte syntetiske stoffer, som påtvinges mennesker, som eneste udvej, så længe JEG VED, FORDI JEG ER DEN ENESTE SOM KAN VIDE HVAD DER ER GODT FOR MIG, OG IKKE MIMDST HVAD DER IKKE ER GODT FOR MIG PERSONLIGT, have retten til at afgøre hvad andre må udsætte mig for.
Der hersker, trods mange års forsøg på vidensdeling og oplysning, stadig en udbredt opfattelse om, at mennesker, som ikke indordner sig den herskende tro, og de autoriteter, som mener at vide bedst, er utilregnelige, ikke rigtig kloge, og det nemmeste er tilsyneladende stadig at påtvinge dem en diagnose, som værende psykisk syge – og endda i nogle tilfælde med den begrundelse at “de er farlige” påtvinge dem livstruende og sundhedsskadende medikamenter, selvom de ikke har gjort noget som helst farligt. !
Jeg vil kalde det uansvarligt og frækt af de der går forrest og udsætter uskyldige mennesker, som er i deres livs krise, for tvangsbehandling og sygeliggørelse, og destruktive overgreb og ydmygelser, som for nogles vedkommende har betydet at de har begået selvmord eller aldrig har rejst sig igen.
Lad os for pokker gå i dialog og lære af hinanden i stedet for at blive ved at stå som krigere i hver sin lejr overfor hinanden.
Jeg har i lang tid kaldt den tvangsbehandling jeg selv blev udsat for, for mange år siden, for fejlbehandling, for det mener jeg virkelig er tilfældet.
Dette uanset om så alverdens psykiatere, læger, forskere og politikere – eller andre, giver mig medhold !
Den behandling jeg blev udsat for, satte mig 40 år tilbage, fagligt, sundhedsmæssigt, menneskeligt og eksistentielt, socialt og økonomisk.
Fordi de stofffer og den måde jeg blev behandlet på, var uhyggeligt destruktivt -FOR MIG.
Og i virkeligheden synes jeg det er svært at fortælle min personlige historie, og er også flere gange blevet så vred over systemet generelt, at jeg er kommet til at forsvare andre i lignende situationer, uden at kende nok til deres personlige situation.
Sandheden er jo, at vi er forskellige steder i vores individuelle udvikling og livsforløb, og derfor er der nogle som har tillid til at det etablerede sundhedssystem kan hjælpe dem, men DET MÅ ALDRIG BEVIRKE AT, MENNESKER SOM ER BEVIDSTE OM AT DE BLIVER SYGE AF DEN FORM FOR BEHANDLING SOM TILBYDES ELLER PÅTVINGES DEM, KAN BLIVE UDSAT FOR DET SAMME.
Vi har forskellige livserfaringer, viden og niveau af selverkendelse, men har alle en risiko for at komme i en situation, hvor vi virkelig har behov for at nogle vil hjælpe os.
Men da skal det være muligt, på samme måde, som vi kan give tilladelse til f.eks organdonation, at fraskrive os risikoen for tvangsmedicinering og tvangsbehandling.
Nogle finder tvangsbehandling ok, andre ikke, men de der ikke finder destruktive overgreb og tvangsmedicinering i orden og hensigtsmæssigt, og som ved hvad de selv har behov for, og ikke behov for, skal tilbydes andre muligheder, så længe vi taler om et sundt sundhedssystem. Som det foregår nu vil jeg kalde en del af det børn, unge og voksne udsættes for, for umenneskelige statsovergreb og diktatur.
Et af verdens lykkeligste folk ?
Den køber jeg ikke!
Sammenlign aldrig lykke med økonomisk velstand, for lykke er noget uendelig meget dybere, som sker mellem mennesker som elsker og føler sig elsket, og ikke på bekostning af de mange, som mistrives i et samfund, hvor problemer gemmes bag låste døre og forsøges elimineret med sundhedsskadelige syntetiske stoffer.
Tal for h……..med jeres nærmeste, og lær dig selv og andre at kende, gennem respekt og kærlighed, og lad os så blive bedre til selvindsigt og livsvigtige samtaler, også om det som har gjort eller gør ondt imellem os.
Det anser jeg for at være en livslang opgave for alle mennesker, og det er hvad jeg da jeg blev bevidst om nødvendigheden, forsøgte at implementere i min egen familie. Men det kræver at vi møder hinanden med kærlighed og respekt, og giver plads til både at lytte og tale.
Også selvom danske politikere, og andre, bryster sig af at leve i et land, som er baseret på demokratiske rettigheder.
Jeg er bevidst om, at det er et svært emne for mange at forholde sig til, og at vi fordi vi har forskellige livserfaringer, viden og vilje til selverkendelse og læring, taler ud fra vidt forskellige livsværdier og holdninger.
Personligt har jeg oplevet at blive overladt i nogle menneskers varetægt og udsat for deres syn på hvad sundhedsbehandling er, som ligger så milevidt fra hvem jeg er og hvad jeg selv står for. Derfor kunne de ikke hjælpe mig, selvom jeg faktisk havde behov for hjælp til at komme videre i mit liv.
Derfor deltager jeg i debatten i dag, hvor jeg har fået oplevelserne mere på afstand. Jeg forsøger at være konstruktiv, ærlig, selvreflekteret og dele min viden personligt såvel som fra en faglig vinkel. En vinkel, som jeg aldrig har oplevet er blevet mødt med interesse eller accept fra offentligt ansatte i det danske sundhedsvæsen. Jeg savner virkelig større imødekommenhed og respekt for at vi er mange, med andre indgangsvinkler og livsvigtig viden.
Den nødvendige viden er her allerede i hver af os, vi skal bare finde den frem og dele med hinanden.
Psykiatri er sadisme, og så er den ikke længere. Der er ikke skyggen af videnskbelighed, intet af lægelig viden i det. Det e direkte i modstrid mod den hippokratiske lægeed at være psykiater, men dette blev omgået ved at skadinaviske lande opfandt “lægeløftet”, der siger at man som “læge” skal være tro mod hvad ordensmagten siger man skal være tro mod…dette er direkte dte modsatte af hvd det hippokratiske lægeløfte siger, og var “godkendelsen” af at psykiatriens sadisme ligepludselig havde noget med lægeuddannelsen at gøre