Langtidseffekten af ADHD medicin er ukendt, men alligevel anbefaler sundhedsmyndighederne de amfetaminlignende stoffer til børn og unge i en opdateret retningslinje. Kritiker roser dog styrelsen for at være i bevægelse.

 

Af Gitte Rebsdorf

Efter en turbulent tilblivelse er Sundhedsstyrelsen klar med nye retningslinjer for behandlingen af børn og unge med diagnosen ADHD. Men turbulensen fortsætter.

Styrelsen anbefaler i den nye retningslinje, at børn og unge med diagnosen ADHD bliver behandlet med forskellige typer amfetaminlignende stoffer. Anbefalingen gælder for børn og unge, som har væsentlige funktionsnedsættelser, og hvor psykologiske og/eller pædagogiske tilbud ikke har haft tilstrækkelig effekt. Men ADHD medicinen, som bliver solgt som Ritalin, Elvanse og Concerta er ikke undersøgt i langtidsforsøg. Derfor bør sundhedsmyndighederne ikke give disse stoffer en stærk anbefaling, siger psykolog og adjungeret professor på Syddansk Universitet, Ole Jakob Storebø.

– Nogle af stofferne er kun undersøgt i ganske få måneder. Derfor burde de have en svag anbefaling. Der er ikke dokumentation for at give en stærk anbefaling, siger Ole Jakob Storebø.

Han var fra begyndelsen med i den arbejdsgruppe, der skulle revidere ADHD retningslinjen. Men han forlod arbejdet i utide, fordi han ikke kunne stå inde for den videnskabelige standard.

Læs også artiklen: SST vil skærpe krav til ADHD medicin

Modsiger sig selv

Da retningslinjen efterfølgende blev sendt i høring kritiserede flere børnepsykiatere retningslinjen.

En af kritikerne er privatpraktiserende børne- og unge psykiater, Søren Hertz, som har skrevet flere kritiske bøger om psykiatri. Han mener den nye retningslinje er problematisk, fordi den anbefaler farmakologisk behandling til børn og unge med diagnosen ADHD. Herudover mener han, at den nye retningslinje er selvmodsigende.

– Sundhedsstyrelsen skriver, at langtidseffekterne af medicinen er ukendt, og at man ikke kender skadevirkningerne tilstrækkeligt. Men alligevel anbefaler styrelsen, at børn med væsentlige funktionsnedsættelser bliver behandlet med ADHD medicin. Det er et paradoks, der træder meget klart frem, siger Søren Hertz.

Sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Britta Tendal afviser dog, at den nye retningslinje er selvmodsigende. Den anbefaler på den ene side brugen af medicin, og på den anden side advarer den om, at medicinen ikke er undersøgt i langtidsforsøg, og at skadevirkningerne er ukendte. Derfor skal virkningen af medicinen følges og overvåges, siger Britta Tendal.

– Det fremgår af retningslinjen, at det er vigtigt at monitorere brugen af den medicinske behandling. Det har Sundhedsstyrelsen skrevet, fordi vi ikke kender langtidseffekterne. Men vi ved, at der er god effekt af medicinen på kort sigt. Det viser de forsøg, der er udarbejdet, siger hun.

Fejlvurderer forsøg

Men en Cochrane gennemgang fra 2015 af 185 randomiserede forsøg, viser, at er det er usikkert, om der er en effekt. Det samme gør en anden Cochrane gennemgang fra 2016 af 23 randomiserede forsøg.

Netop derfor er det fejlagtigt, når den nye retningslinje vurderer, at der er en tydelig effekt, påpeger Ole Jakob Storebø, som har stået i spidsen for den store gennemgang af de 185 studier.

– Retningslinjen fejlvurderer kvaliteten af de forsøg, som danner evidensgrundlag for de farmakologiske behandlinger. De burde alle have været vurderet til lav eller vældig lav, siger han.

Han roser dog arbejdsgruppen for at have forbedret retningslinjen i forhold til hørings versionen ved mere tydeligt at definere, hvad der menes med funktionsniveau og ved en bedre beskrivelse af diagnosen ADHD. Desuden forklarer retningslinjen nu mere tydeligt, hvorfor man anbefaler, at ikke farmakologiske behandlinger bør afprøves, før man begynder at give medicin til børn og unge.

– Det er et skridt i den rigtige retning, og det er godt at se, at der er bevægelse i tingene, siger han.

Børnepsykiater Søren Hertz er knap så optimistisk. Han frygter, at medicinsk behandling fortsat vil komme i første række, blandt andet fordi der ikke er udviklet nye behandlingstilbud.

– Det fremgår af retningslinjen, at behandlingen skal bygges på et helhedsperspektiv, men i praksis vil medicinen blive førstevalg. Derfor må der stilles krav om helt anderledes behandlingstilbud, der rækker ud over symptombehandling, siger Søren Hertz.