Minister ind i sag om ulovlig kontrakt

SFs psykiatriordfører, Trine Torp, vil have forskningsminister Tommy Ahlers (V) til at gå ind i sagen om en kontrakt, som to eksperter har vurderet ulovlig. Kontrakten betyder, at lægemiddelforskere på SDU har fået mundkurv på.

 

Af Gitte Rebsdorf, Foto: Kim Vadskær

Sagen om en ulovlig kontrakt havner nu på uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) bord.

Det sker efter, at PsykiatriAvisen har fået aktindsigt i en kontrakt, som to eksperter vurderer ulovlig. Den er indgået mellem Klinisk Farmakologi og Farmaci på Syddansk Universitet, SDU, og Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Aftalen betyder, at lægemiddelforskere har fået mundkurv på. Det er et alvorligt anliggende, som ministeren bør tage stilling til, mener SFs psykiatriordfører, Trine Torp:

– Det har vist sig, at der er problemer med, at forskere frit kan udtale sig om deres forskning, og når to eksperter vurderer, at kontrakten er ulovlig, må ministeren vurdere sagen, siger hun.

Aftalen mellem SDU og EMA har til formål at undersøge to lægemidler, fremgår det af den 208 sider lange aktindsigt. De to lægemidler er det smertestillende middel, diclofenac, der bliver solgt som Voltaren, og hydroxyzin eller Atarax, der bliver brugt mod angst og uro.

Klinisk Farmakologi på SDU har i aftalen skrevet under på, at de afgiver alle rettigheder til deres forskningsresultater. Professor på juridisk institut på Syddansk Universitet, SDU, Sten Schaumburg-Müller har tidligere overfor PsykiatriAvisen vurderet, at det er en overtrædelse af forvaltningslovens paragraf 27.

Det samme har professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, Heine Andersen.  Han henviser til, at det fremgår af kontrakten, at forskerne ikke selv må publicere deres resultater hverken mundtligt og skriftligt. Men det er strid med forvaltningsloven at pålægge offentligt ansatte sådanne tavshedsklausuler. Aftalen er også i strid med Universitetsloven, siger han, og henviser til paragraf 2 stykke 2 og 3.

Bedre kontrol

Den ulovlige tavshedsklausul viser, at der er brug for mere kontrol med forskningen, mener Trine Torp:

– Vi har brug for mere fri forskning, og i SF mener vi, at den offentligt finansierede forskning skal være større. Samtidig er det nødvendigt at sørge for større gennemsigtighed og bedre kontrol med forskningen, således at vi kan være sikre på, at den også er uvildig, siger hun.

Som beskrevet i PsykiatriAvisen den 21. marts henter danske universiteter i stigende grad deres finansiering fra eksterne partnere. Det gør sig også gældende for Klinisk Farmakologi på SDU.

Indenfor en femårig periode fra 2013- 2017 har de fået bevillinger fra forskellige myndigheder, medicinalvirksomheder og fonde som: Amgros I/S, Leo Pharma A/S og Astellas Pharma B.V. Langt størstedelen kommer fra private donationer, viser aktindsigten.

Professor Jesper Hallas fra Klinisk Farmakologi og Farmaci på SDU, som har underskrevet aftalen med EMA, vil ikke afvise, at aftalen er ulovlig:

–  Det skal jeg ikke kunne modsige. Jeg har kaldt det en uskik. Men jeg er ikke jurist, siger han.

Klinisk Farmakologi har fået omkring 600.000 kroner for, at undersøge de to lægemidler. Atarax, der bliver brugt mod angst og uro, kan forårsage hjerterymteforstyrrelser, der kan have dødelig udgang. Derfor indskærpede EMA i 2015 brugen af det. Forskerne skal undersøge hvordan EMAs advarsel virker, og om forbruget flytter sig til andre måske lige så problematiske lægemidler.

 

PsykiatriAvisen arbejder i samfundets tjeneste. Men kritisk og undersøgende journalistik er tidkrævende og dyr at producere. Avisen finansieres udelukkende af abonnenter. Hvis du ønsker at bakke op om avisens journalistik, kan du se hvordan under: Donationer og abonnement

 

1 Comment

  1. Superflot arbejde af Psykiatriavisen. Det kan undre, at den sag ikke har givet genlyd i andre medier. Det siger måske lidt om, at den slags tilsyneladende korrupte kontrakter er daglig kost i det danske sundhedsvæsen.

    Når etablerede forskere og autoriteter i sundhedsvæsnet jævnligt bekymrer sig for det, der kaldes “pseudovidenskab”, kan det undre, at de ikke griber meget hårdt fat i sådanne sager. For sådanne kontrakter er den direkte vej til pseudovidenskab.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

PsykiatriAvisen har brug for din støtte

…så hvis du synes vores journalistik er vigtig, beder vi dig købe et abonnement

Læs mere >

Hvad er meningen med psykiatrien?

Seneste kommentarer

Foredrag

Vil du bestille et foredrag om psykiatri så læs mere

Forrige opslag

Psykiatriske dødsfald er uacceptable

Næste opslag

Patienter invalideret af psykofarmaka

Seneste fra Artikler

Psykiater er budbringer for Lundbeck

Psykiater Charlotte Emborg Mafi er ansat i det offentlige sundhedsvæsen til at hjælpe skizofrene patienter. Men hun arbejder også for medicinalvirksomheden Lundbeck,
Gå tilToppen

Don't Miss