Politikere vil give milliarder til psykiatrien

View Comments

• Der er MASSER AF PENGE i psykiatrien!
  Den skal bare omkalfatres.
  Meget Mindre medicin - Dér kan hentes mange penge!
  Mindre tvang! Mindre diagnosticering, så normalbegrebet udvides.
  Aflivning af myter om signalstoffer - så det ikke mere er et spørgsmål om medicin, så det tages væk som et lægeligt speciale.
  Mange ressourcer vil blive frigjort der.

  • Enig Helle ?

• Det er ikke godt at grave ultimative grøfter. Bedre at samles om det, der er enighed om: at psykiatriens patienter er nødlidende på en måde, der ikke er en rig nation værdig.
  Flere penge løser selvfølgelig ikke problemerne i sig selv, men penge er nødvendige for at omlægge psykiatrien, når vi skal bort fra medicinsk behandling.
  Regeringens (valgkamps)plan om en kommission er ok, men der må penge på bordet lige nu, så syge mennesker i det mindste ikke afvises ved akutmodtaget eller udskrives til gaden.

  • Psykofarmaka koster milliarder af kroner, så NEJ det vil ikke koste ekstra at omlægge psykiatrien.
    Det handler slet og ret om at der er nogle uhyggeligt magtfulde personer i systemerne, som har fået lov at styre ALT for længe.

• Jane Heitman er et eksempel på en politiker, som er farlig for mange borgere, fordi hun ikke har den fornødne personlige indsigt selv, og istedet autoritetstro støtter psykiatrien, som i højeste grad modarbejder naturlig heling og selvbevidsthed gennem blandt andet tvangsmedicinering.
  Der er kun en måde at ændre det danske sundhedsvæsen på.
  Lad være at sætte kryds ved politikere som ikke har vilje til at udvikle selvindsigt og forståelse for menneskers forskellighed.

• Det er efterhånden mange år siden Raben Rosenborg kom med sin famøse "Vi ønsker ikke medicinfri afdelinger" udtalelse. Ikke alene kan jeg forestille mig manden selv i dag har en mere nuanceret synspunkt men også denne gang kunne man sagtens finde andre der var mere åbne overfor ideen. Og når nu afdelingen skulle være medicinfri ville det hellere ikke have været en absolut nødvendighed at have fast lægelige stillinger tilknyttet. Man kunne bare være gået i gang med sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere i stedet. Hvorfor gjorde Sundhedsstyrelsen ikke det?
  Kommer Folketinget med et fornyet krav om etablering af sådanne afdelinger, tror jeg ikke på, det ville være et problem i dag at rekruttere masse af nysgerrige, engagerede og villige fagfolk - inklusive psykiatere.
  Men ressourcer ville fortsat være en nødvendighed. Artiklen nævner selv at kun 10% af den samlede omkostning - altså 5,5 mia - går direkte til behandling. Det er næsten lige så vel en ny arbejdsmarkedet og samfundsøkonomisk visdom vi har brug for som det er en ny psykiatri.
  I dag er der også en hel nye klientel i psykiatrien, som ikke tidligere ville have været under psykiatriens paraply. Det er helt rigtigt at for mange af disse borgeres vedkommende er medicin ikke svaret på deres problemer. Jeg tror ikke alene, at det er psykiatriens skyld at så mange mennesker i vores samfund er blevet 'psykiatriseret' på denne måde; det har også noget at gøre med en drejning samfundet har taget generelt, som ikke har været så sundt. Men det er klart, at det er psykiatrien der skal forandre sig hvis alle disse mennesker fortsat skal hjælpes i psykiatrien.
  En sådan forandring kommer til at koste penge om vi kan lide at se det i øjnene eller ej. Ganske mange endda. Det kan godt være medicin koster penge men psykoterapi koster endnu flere. Den afgørende forskel kan komme hvis det lykkes bedre med medicinfri behandlinger at få flere væk fra pensionstilværelsen og tilbage i en eller anden omfang til arbejdsmarkedet.
  Vi skal også passe på at vi ikke bare kommer til at skabe nye modsat myter om at psykoterapi og deslige kan kurere alt. Det er ganske enkelt ikke rigtigt.
  De nuancerede refleksioner som eksempelvis Lise ovenfor kommer med (8 sept.) siger mig meste. Som en der arbejder i psykiatrien ville jeg mene at den totale dæmonisering af psykiatrien, som ofte kan ses i disse tråd fører til intet af værdi og da bestemt ikke en bedre psykiatri.
  Hvad med at nogle af disse lemfældige kritikere som står bare og fyre af fra de sikrer sociale medier skyttegrave i stedet selv meldt sig på banen og blev optaget i en af fagene hvor de så kunne komme til at påvirke udviklingen indefra?

• Den manglende udvikling i psykiatrien

  Zandra Berthelsen, et af ofrene fra den forfærdelige Tønder-sag, omtales i JydskeVestkysten den 4. marts, hvor hun fortæller, at hun måtte ty til private behandlere for at få den hjælp, hun havde brug for. Nu vil hun så stille op til Folketinget for blandt andet at sikre bedre vilkår i psykiatrien.
  Man skulle jo ellers synes, at årsagen til Zandra Berthelsens problemer lå lige for, men alligevel måtte hun opsøge alternativ behandling, fordi psykiaterne ikke var åbne overfor den behandling, hun behøvede.
  Det har fået mig til at tænke på om det virkelig kan være frygten for ukendt land, der er årsagen til psykiaternes kliniske tilgang til psykiske følelsesmæssige problemer. Er det opfattelsen af at miste kontrollen med patienterne? For en følelsesmæssig gennemlevelse af traumer kan være ret så voldsomme.
  Jeg undrer mig dog over, at der ikke er en større nysgerrighed inden for området, der må da være nogen, der undrer sig over, at opfattelsen af årsagen til en psykisk lidelse jo i grunden stort set har været den samme altid.
  Der har været nogle justeringer i selve behandlingen, men den grundlæggende forståelse har egentlig altid været den samme. Derfor kan jeg ikke lade være med sammenligne psykiatriens manglende udvikling lidt med dengang man mente, at jorden var flad. Der blev jo en farlig ballade, da der blev stillet spørgsmål til disse områder i videnskaben.
  Sådan har det fra tidernes morgen altid været med nye tanker og idéer; som datidens modstand mod nye idéer af klodens placering i universet – om den var firkantet, rund eller flad – til i dag, hvor en forsker ikke risikerer at miste hovedet, hvis vedkommende skulle komme med nye tanker om årsager til lidelser i følelseslivet. Galilei (italiensk naturvidenskabsmand 1564-1642) fik lov at beholde hovedet, men han måtte afsværge opdagelsen om Jordens form og position i universet, hvorefter han blev sat i husarrest.
  Så voldsomt er det ikke mere, hvis der bliver sået tvivl om fastlagt sygdomsforståelse i psykiatrien, men en forskers anseelse, ansættelse, mulighed for forskermidler og så videre bliver sikkert ikke forbedret med de forkerte tanker.
  Nogle få forsøg er blevet godt og grundigt kasseret af den rettroende anskuelse. De psykiatriske hospitaler fungerer som opbevaringssteder, og den såkaldte behandling består dybest set kun af medicinering. Sådan har det altid været, og den megen medicin bliver brugt, for hvad skal de ellers gøre.
  Selvfølgelig vil psykiaterne affeje min udlægning som forkert og noget vrøvl, for hvad skal de ellers gøre.
  Der er måske ikke noget underligt i, at de forkerte meninger bliver forstødt; frygten for det ukendte er stort. Denne frygt havde datidens søfolk også, når de sejlede på de store have; de var bange for afgrunden, hvor den flade jord ophørte. Det er frygteligt skræmmende ikke at vide, hvad der vil ske i de ukendte områder, hvor følelserne har overtaget.
  Den manglende udvikling har selvfølgelig også med magt at gøre. De fleste psykiatere, professorer og så videre vil naturligvis ikke uden videre afgive den magt, de sidder med - det ville datidens lærde heller ikke.
  Jeg tror ikke, at løsningen er flere resurser, derimod en anden tilgang, hvor sygdommen bliver set som en følelsesmæssig lidelse, der er speciel for den enkelte patient, og derfor vil en større åbenhed over for andre behandlingsmuligheder som Zandra Berthelsen efterlyser kunne være en løsning, men det ville nok kræve en politisk indblanding. Jeg tror ikke, at ret mange psykiatere giver sig frivilligt.

• For et par år siden udgav engelske psykiatere/psykologer en håndbog i psykiatri uden diagnoser. Arbejdede med livshistorien i stedet. Er der nogen her der har læst denne håndbog, eller ved om den er oversat til dansk ?