SFs psykiatriordfører Trine Torp håber, at det kan lade sig gøre at ændre psykiatrien efter modellen i The Power Threat Meaning Framework
Af Gitte Rebsdorf
En række britiske eksperter vil, som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, have afskaffet psykiatriske diagnoser. Begrundelsen er, at der ikke er videnskabeligt belæg for dem, og at de ikke er hjælpsomme. Ideerne bliver hilst velkommen hos SFs psykiatriordfører Trine Torp.
”Jeg håber, at vi kan lave et skifte. Nu er jeg både psykiatriordfører og socialordfører, og det er jeg glad for. Disse to områder hænger sammen. Man kan ikke reducere psykiatrien til eet fagligt speciale. Tværtimod er der brug for mange typer af løsninger og for mange faggrupper”, siger hun og uddyber:
”Det er en drastisk ændring at afskaffe psykiatriske diagnoser, og det bliver svært. Det er paradigmeskift som regel. Men man kan begynde med sproget og prøve at finde det meningsfulde i det, der er svært.
Hvordan forholder du dig til som politiker, at der ikke er faglig enighed?
”Jeg prøver at lytte til alle. Men det er besværligt, når der ikke er enighed. Vi skal også blive bedre til at lære af de gode erfaringer, som når der kommer inspirerende input fra udlandet. Det ser jeg som en politisk opgave at sikre. Jeg har ikke noget kvik fix i forhold til, hvordan vi løser psykiatriens problemer. Men det er vigtigt at insistere på tværfaglighed, og på at der er et godt udskrivningsgrundlag, sådan at folk har noget at komme ud til, når de ikke skal være på hospital længere. Det er vigtigt at de får hjælp til de forskellige problemer, som skaber og forstærker psykisk lidelse.
De britiske eksperter peger på, at den medicinske psykiatri har fejlet?
”Det diagnosesystem, vi har, bliver brugt for meget i forhold til det, som det kan bære. For mig er det helt i orden at opliste nogle symptomer og kalde det noget, at man for eksempel har svært ved at koncentrere sig og fokusere. Men det bliver meget nemt identitetsskabende, og denne form for kategorisering siger intet om årsag og behandling”.
Vil det være godt at få ideerne fra The Power Threat Meaning Framework indarbejdet i den kommende 10-års plan for psykiatrien?
”Ja, jeg synes, vi bør have et hjælpesystem, der i højere grad har fokus på psykisk lidelse som reaktion på livsvilkår og oplevelser, og som har øje for det meningsfulde og forståelige i symptomerne. Mennesker med psykiske lidelse viser problemet, mere end at de er problemet”.
Den etablerede psykiatri har allerede mærket konsekvensen ved, at Christiansbor blandede sig i tvangsforanstaltninger, det har patienterne også.
Så meget, at det nu er med livet som indsats, at være patient, fordi personalet ikke må bæltefiksere farlige psykotiske mennesker, som er til fare for os andre.
Så der klappes af Borgen
Et ophold i psykiatrien har hele tiden været med livet som indsats, ikke mindst når et menneske påtvinges livsfarlig psykofarmaka, alene af den grund, at den “viden” og de erfaringer, som ligger til grund for diagnoser og behandlinger, er dybt og omfattende mangelfulde – i praksis i hvert fald.
Jeg kan jo ikke vide, hvad den enkelte ansatte er bevidst om i sit inderste, men min personlige erfaring er desværre, at de ansattes dybere indsigter, i så fald ikke kommer til udtryk, hverken verbalt eller i handling, i deres omgang med de tvangsindlagte.
Problemet er helt klart omfattende, og der er nok ingen tvivl om, at visse personer, griber til udadreagerende adfærd, som følge af fraværet af forståelse af de bagvedliggende årsager til en indlagt borgers problemstillinger.
Psykiatrien er som institution, for mig at se, en del af selve problemet, i det, truslen om tvangsbehandling ligger som et grundlag i vores samfund.
Jeg finder det dybt problematisk, at hverken de ansatte eller politikerne, eller befolkningen generelt evner at opfatte nuancerne. Hmmm… jeg siger ikke at det er nogen nem opgave, at vurdere om ens medmenneskers indre tilstand, men for et menneske, hvis fundament består af en enorm vilje til at lære, til at udvikle sig – i kærlighed, da vil en tvangsbehandling i det psykiatriske system, være uudholdelig, og opfattes som en straf, som et langt overgreb. Og et menneske som mere end noget andet har behov for kærlighed og at blive mødt med forståelse, er psykofarmaka og fysiske og verbale overgreb, en decideret katastrofe.
Mange mennesker i vores samfund, tror sig særligt dygtige til at tage sig af andre mennesker og disses problemer, desværre også i en grad, så risikoen for at stirre sig blinde på “de andre”, og gøre disse til “kunder i butikken”/ patienter – indenfor murene, er alt for stor.
Jeg ved godt, at jeg taler ud fra personlige erfaringer, lige så vel som alle andre gør, men det kan virkelig ikke siges så kort, som Lise Lindberg Hansen gør i sit indlæg d. 29. april 2021.
Vi ( ja nu taler jeg så på lidelsesfællers vegne også), er altså nogle stykker, har jeg erfaret, som lever i dette land, som slet ikke bryder os om Psykiateres dominerende roller indenfor sundhedsbehandling – ja faktisk, tror jeg ikke at jeg er alene om at mene, at der SKAL ske ændringer, hvis vi nogensinde igen skal kunne respektere deres erhverv.
For mig er der ingen tvivl om, at de ansatte i psykiatrien på mange måder er arbejdsskadede. Der er jo intet nyt i, at hvis man beskæftiger sig med det samme område i mange år, kan ende med at blive snæversynet.
Jeg har selv arbejdet indenfor et offentligt system, hvor jeg, på trods af min, såkaldt alternative, tilgang til sundhedsbehandling, gik ned med stress. Jeg tror, at for at være ansat i psykiatrien, og leve op til ens arbejdsbeskrivelse, enten fra begyndelsen besidder en hårdhed, eller en tro på – eller et ønske om – at netop “jeg kan det her”. Og måske nogles gode hjerter bliver nedbrudte og arrogante i det meget hierakisk opbyggede system, hvor der samtidig ikke er plads til menneskelighed – hvilket jo i sig selv er dyb ironisk og dybt forkasteligt – eftersom det skulle handle om menneskers livskvalitet og funktionalitet.
Personligt tror jeg desværre, at fordi vi lever i en verden, med så megen råhed og brutalitet, usikre livsvilkår, også i form af en usikkerhed m.h.t forurening og naturkatastrofer m.v., er der nogle af os, som bliver særligt følsomme overfor hvad der sker – ikke bare for os selv – men også for vores medmennesker. Hvis vi så samtidig oplever personlige tab, katastrofer og andre eksistentielle udfordringer, og trusler, kan vores følsomhed ende med at blive misforstået som psykisk sygdom.
DET ER IKKE EN PSYKISK SYGDOM, AT REAGERE PÅ SVÆRE OMSTÆNDIGHEDER I ENS EGET, OG ENS MEDMENNESKERS LIV – DET ER TVÆRT IMOD NATURLIGT!!!
Det skal alle have for øje. Både de der mener sig særligt dygtige og vidende, og tror de ved bedst på deres medmenneskers vegne, og de der ikke føler de fungerer godt i deres liv.
Og frem for at uddele diagnoser og livsfarlige medikamenter – og tilmed påtvinge folk disse – SKAL vi ændre vores samfund, så vi får plads til vores tanker og følelser.
Vi skal ikke se på det at føle, være følsom og sårbar, som noget negativt, som skal medicineres og forsøges undertvinges, men som en kvalitet, og en styrke, som er en naturlig del af vores væsen og identitet.
Men hvordan skal vi kunne det, hvis ikke vi tør være følsomme og stå ved vores følsomhed, og hvis vi ikke tør udtrykke vores tanker og følelser?
Hvad har vi at være bange for? – at blive afvist? – at vise svaghed? – eller at skabe en åbning for at andre vil udnytte os – for egen vindings skyld?
Er det det medicinalindustrien gør, når de sender produkter i salg, velvidende, at der er risici forbundet med indtagelse af disse?
Hvorfor pokker accepterer den danske befolkning bredt, at vores fælles samfund mis – og fejlbehandler borgerne, med metoder, som efter min mening, intet har med sundhedsbehandling at gøre?
Er vælgerne dovne, uvidende, arrogante eller naive, når de sætter deres kryds ved politikere, som tilsyneladende ikke ved hvad de har med at gøre, og som i øvrigt i vid udstrækning sætter deres lid til at de der arbejder indenfor området, ved hvad der er bedst.?
For det gør de jo tydeligt vis ikke. Det er i hvert fald min personlige erfaring.
Som jeg i øvrigt gerne deler, hvis nogen står og mangler yderligere input til hvordan de skal forholde sig til disse problemstillinger.
Jo det kan godt siges så kort.
Hvis man ikke vrøvler😁
Jeg er dybt taknemmelig for at jeg endelig læser om alle de meningsløse behandlinger , jeg selv har set og oplevet ved de mange indlæggelser jeg selv har været udsat for ….som så nu giver mig troen på , at vi er ved at være så mange der har oplevet den umenneskeliggørelse der sker med tvang og medicinering .
Jeg brænder for at gå ind i arbejdet med at finde en ny vej , hvor holisme og det etablerede kan mødes 🙏…… og hvorfor skal kræftensbekæmpelse tilgodeset helt ukritisk når der måske kan peges på et sammenhæng med krop og psyke …..