Såvel FN som WHO har igennem flere år påpeget, at der er brug for omfattende reformer i psykiatrien, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan ophøre eller mindskes, men forandringerne udebliver, mener to forskere.
Af Gitte Rebsdorf
FN og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har i flere år haft pegefingeren løftet i forhold psykiatrien. Der er brug for omfattende reformer, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan ophøre eller mindskes.
Men forandringerne udebliver, eller går alt for langsomt, skriver professor i psykologi og sociologi ved University of Essex, Susan McPherson og lektor i psykisk helsearbejde ved Universitet i Sørøst, Norge, Jeppe Oute i et indlæg, som bliver bragt i PsykiatriAvisen i dag.
«Rapporterne fra FN og WHO handler om, at der er et overforbrug af tvang i psykiatrien som for eksempel udmønter sig i tvangsmedicinering. Men også processen med at lære mennesker med psykiske lidelser, at der ikke er meget håb for dem som kronisk og livslangt syge, og hele den psykiatriske pessimisme, som er godt kendt fra litteraturen, bliver kritiseret”, siger Jeppe Oute.
Herhjemme har myndighederne iværksat tiltag, der skal imødekomme kritikken fra WHO, ved for eksempel at forsøge at komme den store brug af tvang i psykiatrien til livs. Men det er ikke lykkedes, og Sundhedsstyrelsen har selv for nylig udgivet tal, der viser at tvangen på nogle områder i stedet er steget.
Pseudoforandringer
De to forskere beskriver indsatsen med at skabe forandringer i psykiatrien som halvhjertet eller forfejlet, og kalder bestræbelserne for pseudoindsatser.
Det begrunder de med, at hele den biomedicinske tilgang i psykiatrien er bevaret, og at den grundlæggende tænkning i psykiatrien om at psykiske lidelser er et medicinsk speciale, er uforandret.
«Hvis patienten har et valg om at samtykke til psykiaterens behandlingsplan eller gå sin vej, er der ikke tale om reel brugerinddragelse. Og man skaber ikke involvering af brugerne ved at give dem et valg mellem en blå eller rød tandbørste, sådan som det kan udmønte sig ved visse situationer med tvangsmedicinering. Her er valget ofte at tage pillen frivilligt eller få den med tvang”, siger Jeppe Oute.
Susan McPherson og Jeppe Oute undrer sig samtidig over, at psykiatriens aktører undlader at gå ind i en dialog om de de kritiske forhold, der hersker på området.
Du kan læse hele indlægget fra de to forskere ved at klikke her
