Bivirkninger ved psykofarmaka er ikke noget, vi taler om

Det er velkendt i fagkredse, at der er alvorlige og endda livstruende bivirkninger ved psykofarmaka. Men psykiatere italesætter sjældent dette alvorlige problem, og når de samtidig fungerer som eksperter for myndigheder og journalister, så opstår der en falsk fortælling. Det er en hån og et overgreb mod de mange mennesker, som enten direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage disse lægemidler. Det er også en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe.

Af Gitte Rebsdorf

Da jeg var ung, oplevede jeg at blive skubbet og væltet omkuld på en seng af en studiekammerat. I dag taler vi meget om sådanne overgreb mod kvinder. Men der er overgreb, som er langt værre, som vi stort set aldrig taler om; nemlig de overgreb og den mishandling, der foregår i psykiatrien.

Jeg skreg, sparkede og fik skubbet fjolset væk. En sådan opførsel er ikke acceptabel, og det er godt, at der er kommet fokus på dette. Men vi skal huske perspektiverne. Me Too bevægelsen er skabt af ressourcestærke kvinder. Hvad med de mennesker, som ikke er i stand til at råbe op, og som ingen gider høre på?

Hvis patienter i psykiatrien skriger, slår eller sparker, når de bliver tvunget til at tage psykofarmaka, bliver der trykket på alarmen, og så kommer 5-6 personaler løbende, hvorefter vedkommende bliver lagt i bælte og får en injektion med såkaldt antipsykotisk medicin. Betegnelsen antipsykotisk medicin er misvisende. Medicinen er ikke antipsykotisk. Den kan i stedet forårsage hallucinationer og mange andre alvorlige bivirkninger, som i værste fald er dødelige.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Da den internationalt anerkendte forsker og professor Peter Gøtzsche for nogen år siden skrev og dokumenterede, at psykofarmaka som udgangspunkt skader mere, end det gavner, endte han med at blive fyret fra sit job som direktør i Det Nordiske Cochrane Center.

Det burde få alarmklokkerne til at bimle. Men i stedet er der sket det modsatte. Ingen tør længere kritisere eller sige noget negativt om psykiatri, heller ikke journalister eller forskere. Man skulle jo nødig blive udsat for det samme som Peter Gøtzsche.

Hvad er det for kræfter vi er oppe imod? Og kan vi acceptere, at der er emner og forhold i vores samfund, som ikke må debatteres og tales om?

For mange år siden, sidste i 1990erne deltog jeg i en konference i Amsterdam om tidlig opsporing i psykiatrien. Konferencen var finansieret af medicinalvirksomheden Eli Lilly, og havde deltagere fra hele Europa, forskere, psykiatere og patientorganisationer. Det var en kvalmende oplevelse, men særligt én episode står klart for mig; nemlig da en psykiater gik på talerstolen og fortalte, at han havde prøvet at tage antipsykotisk medicin, ganske vist i lave doser, men at det var den mest forfærdelige oplevelse, han havde været ude for i sit liv. Han havde været ude af stand til at foretage sig noget i flere dage, og havde haft det grusomt.

Der var helt stille i salen, mens han fortalte, og bagefter var tavsheden nærmest larmende. Ingen kommenterede hans indlæg.

Når mennesker, som er havnet i psykiatrien fortæller, at de ikke kan tåle medicinen, at det er gift, og at de ikke ønsker at tage den, kigger psykiateren den anden vej, og herefter får de at vide, at de har brug for medicinen, og at de vil få det meget bedre, hvis de tager den.

Jo mere modstand de gør, jo værre bliver det. Sanktionerne er mange: Udgangen kan blive inddraget eller cigaretterne kan blive konfiskeret, og i sidste ende er der bæltet med tvangsmedicineringen. Derfor ender de fleste med at tage medicinen ”frivilligt”.

Bivirkningerne ved antipsykotisk medicin er af invaliderende karakter, og kan forårsage parkinsonisme, ufrivillige bevægelser, taleforstyrrelser, aggressivitet, uro, sløvhed, skrumpning af hjernen, hjerteproblemer og dødsfald.

Men det fortæller psykiatere, som jo er eksperter på området, som udgangspunkt aldrig om.

Når disse psykiatere samtidig fungerer som eksperter for journalister og rådgivere for sundhedsmyndighederne, så opstår der en falsk fortælling om, at disse potente og farlige lægemidler er uproblematiske.  Det er en hån og et overgreb mod de mennesker, som direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage dem.

Mange mennesker ved derfor ikke, at disse lægemidler er livsfarlige, og at effekten af disse lægemidler samtidig er tvivlsom. I Danmark får mere end en halv million mennesker psykofarmaka.

Som psykiater Asker Stig Nielsen siger i filmproducent Katrine Borres fortællinger om psykiatri, så hjælper psykofarmaka ikke mennesker til et bedre liv.

Modige psykiatere som professor David Healy har i årtier advaret mod brugen af psykofarmaka. Men sådanne psykiatere hører til sjældenhederne.

David Healy fremlagde allerede for mange år siden historiske tal, der viser, at antallet af førtidspensionister er steget markant efter, at man er begyndt at bruge antipsykotisk medicin i psykiatrien.

Men fra psykiatriens side er man næppe interesseret i, at man forsker mere i dette emne. Her forsøger man i stedet at skabe en anden, men usand fortælling, nemlig at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de er syge.

Det er ellers forholdsvis nemt at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem førtidspension og antipsykotisk medicin. Tallene ligger der, og undersøgelsen vil koste mellem 200- 300.000 kroner, har jeg fået oplyst af en forsker, der er ansat i en dansk velfærdsorganisation.

Enhver med kendskab til psykiatrien ved dog godt, at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de får medicin. Man behøver blot at besøge et psykiatrisk bosted. Her er mennesker uden liv i øjnene, som enten sidder eller ligger ubevægelige i deres senge. De kan intet og føler intet, og hvis ikke man får lov at tænke og have følelser, hvad er man så? En robot eller en skygge?

Når man samtidig ved, at mennesker, som det er lykkedes at trappe ud af psykofarmaka, har fået deres liv tilbage, er begyndt på uddannelse eller arbejde, på at dyrke motion, ja på at leve, så vidner det alt sammen om, at der er noget alvorligt galt med den behandling, der foregår i psykiatrien.

Til efteråret skal politikerne vedtage en ti-års plan for psykiatrien. Centrale aktører på området som Dansk Psykiatrisk Selskab råber højt, og har som vanligt krævet flere milliarder til området.

Men uanset hvor mange milliarder, der bliver postet i området, vil det ikke hjælpe. Psykiatrien er syg, og der skal en radikal ændring og et opgør til.

Stop volden og mishandlingen i psykiatrien #psykiatritoo