Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det lettere at tvangsbehandle med medicin og ECT. Men 44-årige Trine Hessellund har prøvet at blive tvangsmedicineret, og hendes dom er klar; Medicinen virkede ikke, og den gjorde hende så aggressiv, at hun kastede med stole og borde.

Af Gitte Rebsdorf

Man skal ikke have talt længe med Trine Hessellund, før man hører, at hun kommer fra Nordjylland. Hendes rolige og rare dialekt, gør det svært at forstå, at hun skulle kunne blive så vred, at hun kunne finde på at kaste med borde og stole.

Men ifølge Trine Hessellund var det, hvad der skete, mens hun var indlagt i psykiatrien igennem cirka 10 år. Behandlingen gjorde hende aggressiv og udad reagerende.

I dag er Trine Hessellund ude af såvel medicin som psykiatri. Hun har tabt sig 35 kilo, og har taget sin butiksuddannelse i brug, og arbejder nu i et supermarked i Aalborg området.

Den 44-årige kvindes historie er interessant, fordi Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det nemmere at tvangsbehandle mennesker, der havner i psykiatrien. Det sker ud fra devisen, at psykisk syge har brug for medicinsk behandling, og at det er et vilkår, som ikke er til diskussion, fremgår det af skrivelsen: ”Den nødvendige og unødvendige tvang”. Her står der:

Ved den nødvendige tvang forstås den tvang, som er nødvendig for at sikre en patient med psykisk
sygdom behandling og beskytte denne eller andre mod fare. Der er tale om et uomgængelig vilkår, som
er en præmis med baggrund i de psykiatriske sygdommes natur. Der vil med andre ord være tvang, som er uomgængelig, og som ikke kan eller skal undgås i behandlingen.

Dansk Psykiatrisk Selskab betegner selv deres indspil, som er omtalt i flere medier, for nuanceret. Men for Trine Hessellund var der intet nuanceret over at blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, og efterfølgende blive tvangsmedicineret med mange forskellige typer psykofarmaka.

Hun havde ikke brug for behandlingen, og diagnosen var ikke sand.

Var i livskrise

Den nordjyske kvindes vej ind i psykiatrien begyndte med, at hun var under pres i sit liv.

I 2007 havde hun ellers født sit og ægtemandens ønskebarn, som var længe ventet og til stor glæde for alle. Blot halvandet år efter kom den næste.

Men den første fødsel havde været hård, og medført en fødselsskade, som Trine Hessellund  bøvlede med, og som til sidst førte til, at hun måtte have en stomi. Det er en kunstig åbning i maven, hvor tarmen er ført ud.

Livet med to små børn, en fødselsskade og et lederjob i et supermarked var hårdt.

Trine Hessellund var i krise, og ægteskabet var også begyndt at skrante. Når hun var særlig presset kunne hun reagere fysisk ved at begynde at ryste og få kramper.

Hun kom til en psykolog, som mente, at den unge mor havde en alvorlig depression, og i oktober 2010 var hun så udmattet og stresset, at hun blev indlagt på Brønderslev Psykiatriske Hospital.

Men i stedet for at få den hjælp hun længe havde haft brug for, mødte Trine Hessellund et system, der gik mere op i diagnosticere hende end i at lytte til, hvad der var sket i hendes liv.

Diagnose efter få dage

En sygeplejerske på afdelingen kom med en bunke papirer, hvori diagnosen borderline, også kendt som personlighedsforstyrrelse, blev beskrevet. Sygeplejersken gennemgik de forskellige symptomer, husker Trine, og i løbet af få dage havde hun fået en diagnose.

Men selv om både Trine og hendes familie var uforstående overfor dette, havde afdelingen ikke tid til at tale med dem, husker Trine.

Læs også artiklen psykiatriske diagnoser er meningsløse.

10 års mareridt

Det var begyndelsen på 10 års mareridt, hvor Trine Hessellund enten var indlagt i psykiatrien eller på et af i alt fire psykiatriske bosteder. I disse år blev hun blevet udsat for mange forskellige typer af tvang. Hun er blevet slæbt hen ad gulvet, blevet hentet af politi og ambulance, lagt i bælte, og er blevet tvangsmedicineret. Oven i dette overså psykiatrien flere gange, at Trine Hessellund havde somatiske lidelser.

I begyndelsen fik hun beroligende medicin som Rivotril og Alopam. Men hurtigt kom der andre lægemidler som depressionsmedicin og antipsykotisk medicin til. Psykiatriens svar på den nordjyske kvindes problemer var piller, fremgår det af journalen.

Før Trine Hessellund kom i psykiatrien, havde hun været aktiv, spillet fodbold og haft mange veninder, og hun var endda blevet kåret som årets medarbejder på sin arbejdsplads. Men behandlingen i psykiatrien ændrede hende, så hendes familie havde svært ved at genkende hende, når de kom på besøg.

”De spurgte om jeg var fuld, for jeg kunne ikke gå lige, og gik ind i ting. Mit ansigt hang i den ene side, og jeg kunne ikke styre mit mundvand. Det var medicinen, men min familie troede, at jeg havde en hjerneblødning”, husker hun.

Højere doser

Medicinen virkede ikke, og der var ingen i psykiatrien, der tog notits af, at den medførte alvorlige bivirkninger. I stedet fortsatte personalet behandlingen. Eller forsøgte sig med nye præparater eller højere doser, fremgår det af Trine Hessellunds journal.

Først da Trine i 2019 mødte en svensk psykiater, blev hun taget alvorligt.

Inden da skulle hun meget igennem.

Slæbt hen ad gulvet

Hun kunne ikke lide at være indlagt i psykiatrien. De behandlede hende ikke ordentligt, og hun ville gerne hjem til sin familie. Derfor forsøgte hun flere gange af stikke af.

Det skete også, mens hun var på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvorefter personalet låste alle døre og vinduer. Men Trine opdagede, at den dør, patienterne brugte, når de skulle ud at ryge, var åben, så da hun kunne se sit snit til det, løb hun ud.

Det varede dog ikke længe, før personalet opdagede det, og løb efter.

De indhentede hende og væltede hende omkuld, og slæbte hende hen ad jorden og ind på afdelingen, hvor de andre patienter så på.

” Det var forfærdeligt, og jeg skulle se de andre patienter næste dag”, fortæller hun med stille stemme.

Går fra hinanden

I 2011 gik Trine og hendes mand fra hinanden. De to børn blev hos deres far, mens Trine fortsatte  i psykiatrien, enten som indlagt eller på et socialpsykiatrisk bosted.

Den medicinske behandling i psykiatrien virkede ikke. Tværtimod. Da hun var på Visborggaard i Hadsund, fik hun det så dårligt, at hun måtte bede personalet om at blive indlagt.

”Men i stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå op på mit værelse, og at jeg skulle have noget beroligende medicin. Der var ingen, der talte med mig eller spurgte, hvorfor jeg havde det skidt, så jeg blev ked af det, og i desperation bandt jeg ledninger om halsen på mig selv.

Da personalet fandt mig, bandt de knuderne op en for en. Det tog lang tid, for der var mange. Derefter gik de igen. De skulle ned og skrive, hvad der var sket, og imens stak jeg af.

Helikopter og en halv million

”Jeg var væk en hel nat, og gemte mig ude i skoven eller i folks haveskure. Det var koldt, og jeg havde taget et tæppe med, som jeg gemte mig under. Jeg kunne se, at de havde sendt en helikopter ud for at lede efter mig. Men de fandt mig ikke.

Næste morgen gik jeg ind til et hus med et ældre ægtepar, og bad dem ringe efter politiet. De kom, og lagde mig i håndjern, og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg havde kostet samfundet? Det var omkring en halv million, fortalte de. Men så kunne de jo bare have hørt på mig”, fastslår Trine.

I hospitalspsykiatrien fortsatte Trines udad reagerende adfærd. Hun sagde til personalet, at hun blev syg af medicinen, og at den ikke virkede. Men det blev ikke taget alvorligt.

Trine var så desperat, at hun skadede sig selv; slugte tegnestifter eller glasskår. Hendes mave var  dog følelsesløs efter, at hun havde fået en stomi, så hun mærkede ingen smerte. Men fik til gengæld megen opmærksomhed, og personalet skældte hende ud for, at hun opførte sig som et fireårigt barn.

Vælter borde og stole

En forårsdag i påsken 2013 gik det helt galt.

Trine gik amok, mens hun var indlagt på Brøndeslev Psykiatriske afdeling. Hun væltede borde og stole og et højt skab med porcelæn, og kastede rundt med tallerknerne som var de frisbees, mens personalet gemte sig på kontoret.

Trine løb ud i haven, og forsøgte at stikke af. Men personalet løb efter, og overmandede hende.

Herefter var der bæltet, hvor arme, ben og mave blev spændt fast, og så sprøjten med medicinen ind i hendes krop. Det var nedværdigende og umenneskeligt. Hun kunne intet stille op.

Når Trine bliver spurgt, hvordan det var at blive udsat for en sådan behandling, bliver hun først tavs. Derefter kommer hendes stille, men sikre svar:

”Det var mishandling.”

Undgik personale

I de knap ti år den nordjyske kvinde var i psykiatrien, blev hun behandlet med 21 forskellige typer af psykofarmaka, og tog 40 kilo på samtidig med, at hun fik det værre og værre.

Hun fortæller om et personale, der i alle henseender manglede de rette kompetencer for at kunne hjælpe hende.

”Jeg orkede ikke at tale med dem, de var bedrevidende, og de lyttede ikke til det, jeg sagde. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke var sulten, og ikke ville have mad, gik der ikke lang tid, før de stod med en bakke, og så blev jeg sur og skubbede til den, så det hele røg på gulvet. Jeg var jo ikke underernæret, og de snakkede til mig, som var jeg en død ting, som om jeg ikke var et menneske”, fortæller hun.

Trine Hessellund er ikke den eneste, der fortæller om en syg kultur i psykiatrien. Forfatteren Jacob Skyggebjerg har også skrevet om dette, efter han igennem en årrække var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger

Det kan du læse om her

Du kan også læse artiklen om Glenn Hansson, der blev tvangsmedicineret.

Troede galdesten var en tegnestift

Personalets manglende kompetencer viste sig også, da hun i 2015 fik voldsomme mavesmerter, mens hun var indlagt i psykiatrien. Det var så slemt, at hun skreg af smerte. Personalet troede, at det var psykisk betinget, og i hendes journal kan man se, at de tror, hun har slugt en tegnestift eller et barberblad.

Mange dage senere fandt man ud af, at Trine havde galdesten, som hun blev opereret for.

Intet at stå op til

I psykiatrien havde de fortalt Trine, at hun aldrig kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde  intet at leve for, eller stå op til. Hun skulle ikke engang lave sin egen mad, og hendes stue i psykiatrien var rippet for alt. Ikke engang et lagen havde hun. Det var taget fra hende på grund af den selvskadende adfærd. Medicinen fik Trine til at sove meget. Ofte 20 timer i døgnet, så slap hun også for at have kontakt til personalet.

Når hun var oppe, gik hun rundt som en zombie uden følelser, og var ligeglad med alt. Til sin 40 års fødselsdag havde hun svært ved at pakke gaverne ud, og tabte bestikket under middagen, fordi medicinen fik hende til at ryste så meget, husker hun.

Indlagt med politieskorte 

Men i 2019 skete der noget epokegørende.

Trine var blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte, fordi hun havde stukket en kniv i maven på sig selv. I den forbindelse kom hun i kontakt med den svenske psykiater, Mats Elovsson.

I modsætning til hvad der hidtil var sket, lyttede han til Trine. Til hvordan hun havde det, til at hun var træt og sov hele tiden, og til hvordan hun savnede sine børn.

Da der blev taget blodprøver, viste de, at der var noget helt galt med Trines stofskifte.

Det kom hun i behandling for, og samtidig begyndte den svenske læge at trappe Trine ud af psykofarmaka. Hun var også i behandling med litium, som netop skader stofskiftet.

Udtrapningen skete langsomt, pille for pille, husker Trine, og i takt med dette, fik den nordjyske kvinde det bedre og bedre.

Efter et års tid var hun helt fri af medicinen, og har i dag tabt sig 35 kilo. Hun er også blevet udredt af en specialpsykolog, Thomas Mogensen, som har konstateret, at hun ingen personlighedsforstyrrelse har. Diagnosen er blevet slettet. Men det er Trines mén ikke.

Svært ved politi og ambulance

Det er nu et par år siden, at Trine Hessellund er kommet ud af det psykiatriske helvede, hun har befundet sig i gennem næsten 10 år. Hun har på deltid genoptaget sit gamle arbejde i et supermarked, og arbejder som frivillig peer medarbejder i psykiatrien samtidig med, at hun holder foredrag.

”Medicinen ødelagde mig, og jeg ønsker ikke at andre skal blive udsat for det samme”, siger hun.

Hun virker mest glad og lettet. Andre kunne måske være bitre eller vrede. For ikke alene har Trine Hessellund mistet 10 år af sit liv. Men hendes to børn på nu 13 og 14 år har også måttet undvære deres mor, og det vejer tungest for den 44-årige kvinde.

”Det har haft nogle forfærdelige konsekvenser. I dag får jeg det dårligt, når jeg ser en politibil eller en ambulance. Det minder mig om det, jeg har været udsat for i psykiatrien. Men det værste er, at det er gået ud over mine to dejlige børn. Min datter har fravalgt mig. Måske tror hun, at jeg har svigtet hende. Men jeg har aldrig glemt hende, og du må gerne skrive, at jeg elsker dem, og aldrig glemmer dem. Jeg har kæmpet en kamp, og den håber jeg, at de en dag kan forstå”, siger hun med gråd i stemmen.

Trine Hessellunds historie er skrevet på baggrund af interview med Trine og hendes familie og på baggrund af Trines journal. Herudover har PsykiatriAvisen interviewet en lang række andre tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien, som fortæller om episoder i psykiatrien som er lig det Trine Hessellund fortæller.

Det har ikke været muligt for PsykiatriAvisen at få et interview med Dansk Psykiatrisk Selskab