Et af verdens bedste psykiatriske systemer, den hæderkronede Trieste-model, er ifølge en af dens grundlæggere, Roberto Mezzina, truet. Nu er en gruppe psykiatere med Mezzina i spidsen på vej med en redningsplan.
Af Malin Westerlund
En kvinde sidder i græsset og prøver forgæves at komme op at stå. To mænd kommer til, rækker hende en hånd, og langsomt kommer kvinden på benene. Scenen udspiller sig i Barcola i det nordlige Trieste, på plænen foran en villa, som førhen husede en velhavende triestinsk familie, og nu danner rammen om et af de i alt seks lokale psykiatriske centre under Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste.
Stilfærdigt, helt udramatisk, rummer den hele essensen af den psykiatri, som i snart 50 år har gjort Trieste-modellen til et af verdens bedste psykiatriske systemer, og fået sundhedsfaglige fra hele verden til at strømme til den norditalienske havneby.
For hvordan undgår man ventelister i psykiatrien? Hvordan nedbringer man antallet af indlæggelser til et absolut minimum? Hvordan gør man tvang og låste døre til undtagelser, der bekræfter reglen?
Det har de svaret på i Trieste. Her er den seks-senge-store psykiatriske afdeling sjældent fuldt belagt, og i en by med 230.000 indbyggere er det enestående.
Men nu risikerer Trieste-modellen dødsstødet, advarer Roberto Mezzina, tidligere leder af Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste.
Vil afskaffe sundhedscentre og åbne sygehuse
Ifølge Mezzina kommer truslen fra højredrejningen i Italien og et voksende pres fra Friuli-Venezia Giulia-regionens regering.
”Det er den regionale regerings mål at reducere ikke bare de lokale psykiatriske centre, men de lokale sundhedscentre generelt, og genoplive det gamle system med sygehussenge, langtidsophold og ambulante besøg og medicinsk behandling til gavn for spekulation og privat kapital og ikke for de mennesker, det hele drejer sig om. Regionale politiske ledere fra højrefløjen har ved flere lejligheder sagt, at de betragter den humanistiske tilgang, som Trieste-modellen hviler på, som forældet, og at de har til hensigt at vende den helt om, og opgive modellens værdier og etiske grundlag, og der er allerede flere tegn på, at tiltagende privatisering, specialisering og nedskæringer er i gang med at afmontere Trieste-modellen”, siger Roberto Mezzina. Han er på grund af alder ikke længere er ansat ved psykiatrien i Trieste, men han arbejder fortsat for udviklingen af socialpsykiatriske programmer, som har det enkelte menneske og den enkeltes rettigheder i centrum, bl.a. som Vice President i World Federation for Mental Health.
Roberto Mezzina peger på, at ældre, erfarne kræfter i ledelsen af psykiatrien i Trieste bliver erstattet med yngre, der har en mere biologisk tilgang og syn på mental sundhed. Dertil kommer beskæring af det internationale samarbejde, lukningen af en lang række innovative tiltag samt de første indlæggelser på de ellers for længst nedlagte psykiatriske hospitaler.
Som det måske mest radikale indgreb har man ydermere juridisk banet vejen for, at de døgnåbne lokale psykiatriske centre, der udgør hele kernen i Triestemodellen, nu kan skære åbningstiden ned til det halve, hvilket nu er virkeligheden på et af de seks lokale psykiatriske centre.
Tusinder har skrevet under
Men Trieste-modellen er ikke sådan at tage livet af. En vigtig del af forsvaret udgør ifølge Mezzina familierne til Trieste-modellens brugere, som kæmper indædt for det system, der holder deres kære oppe. Dertil kommer den store opbakning fra kollegaer verden over.
Tusinder har med deres underskrift udtrykt solidaritet med de klinikere, patienter og familier, der brænder for at beskytte den model, der har gjort Trieste til et fyrtårn af håb for verdens mest sårbare borgere.
I oktober sidste år offentliggjorde Cambridge University Press en opfordring til at gå sammen med internationale kollegaer og organisationer i kampagnen for at forsvare og bevare Triestemodellen, og lige nu arbejdes der på at samle kræfterne i et internationalt Trieste Mental Health Network.
For, som psykiateren S.P. Sadhidharan er citeret for i The British Journal of Psychiatry: ”Truslen mod Trieste er ikke kun et lokalt anliggende men en trussel mod al progressiv psykiatri. Hvis et af de bedste psykiatriske systemer i verden kan afvikles på et politisk indfald, er lignende systemer over hele verden i fare”.
Ifølge Mezzina er en del af opdraget for det internationale Trieste Mental Health Network at få Trieste-modellen dokumenteret og beskrevet, så den til hver en tid og uanset, hvordan det går i Trieste, kan kopieres andre steder i verden.
Støtte fra kunstnere og intellektuelle
”Det er også en måde at bevare Trieste-modellen på”, siger Mezzina, der selv var en af de unge progressive psykiatere, der i halvfjerdserne kom til Trieste, tiltrukket af psykiateren Franco Bassaglia og den revolution, han havde sat i gang på det psykiatriske hospital i den norditalienske by.
Med støtte, ikke bare fra kollegaer inden for psykiatrien, men fra kunstnere og intellektuelle som Sartre, Dario Fo og Foucault var deres mål at demokratisere psykiatrien og frisætte de mennesker, der var spærret inde bag hospitalsmurene. Og ved at åbne alle døre, inddrage familie og lokalsamfund og ikke mindst knytte hver eneste aktør til den samme organisation, Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste, lykkedes det rent faktisk.
Så godt, at modellen for længst er blevet anerkendt som verdensstandard af WHO. Og for at sikre et tæt samarbejde med Trieste, har Verdenssundhedsorganisationen siden 1980erne haft kontor i den gamle hospitalspark oppe på skråningerne bag byen, dør om dør med administrationen, universitetet og flere af de mange socialøkonomiske virksomheder, der hjælper kriseramte mennesker i Trieste tilbage på arbejdsmarkedet.
Således er Trieste-modellen efterhånden modermodel for et hav af tiltag inden for psykiatrien verden over, og ifølge Roberto Mezzina har man flere steder i verden, bl.a. i Island og Polen ligefrem kopieret Trieste-modellen.
Samtidig kan han konstatere, at de internationale netværk af psykiatriske behandlingssteder, som virkelig arbejder helhedsorienteret, skrumper ind, og han ser en sammenhæng med de trange kår, han mener, der generelt er for helhedstænkningen.
”Vi ved, at både psykologiske, biologiske og sociale faktorer spiller ind, når et menneske udvikler psykisk sygdom. Og vi ved fra forskning, at de sociale determinanter er de vigtigste. Derfor handler det om hele tiden at se personen i kontekst. I Trieste-modellen er der fokus på mennesket bag sygdommen, og de sociale og juridiske rettigheder, som ethvert menneske har. Personen, ikke patienten, er i centrum, og personen betragtes ikke kun som den, der har brug for hjælp, men også som hovedressourcen i behandlingen. Men det er blevet sværere. Verden går i retning af mere og mere specialisering, mod standardisering, strict management, som i en virksomhed. Det er imod al kreativitet, og det er stik modsat human medicin, som vi forstår den,”siger Roberto Mezzina.
Kræver idealisme
Men truslen mod Trieste-modellen kommer ikke bare udefra, pointerer Tommaso Bonavigo. Han er psykiater på et af de nu i alt seks centre, og kom til Trieste i 2011, mens han stadig var under uddannelse. Og han mener, truslen i lige så høj grad kommer indefra.
Ifølge Bonavigo kræver det nemlig noget ekstra at være en institution, der forsøger ikke at være en institution. Hvor man ikke bruger ordet patient. Hvor personalet ikke bærer kitler og må være indstillet på at skulle bruge det samme rum til personalemøder og måltider og hyggeaftener med brugerne. Hvor køkkenet er det bedste deeskaleringssted. Og hvor man for at undgå tvang kan risikere at skulle bruge ni timer på at forhandle med et menneske i krise.
”Det kræver ikke bare tålmodighed, ro og fleksibilitet. Det kræver også idealisme. Man kan ikke bare læne sig tilbage. Man er nødt til hele tiden at se på sin egen praksis. ”Gør vi det godt nok?” ”Er vi proaktive nok? Det er et spørgsmål, vi stiller os selv dagligt. Og bare det faktum, at vi gør det, siger noget om, at vi stadig har engagementet”.
Ifølge Bonavigo fortsætter det internationale samarbejde, senest med besøgende fra Burkina Faso, Argentina, Holland, Palæstina og Californien, hvor en gruppe NGOer nu i en længere årrække arbejdet skabe en amerikansk kopi af Triestemodellen.
Læs mere om Triestemodellen her:
https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2019-5/ingen-visitation-og-venteliste-i-trieste
https://dsr.dk/sites/default/files/3887/5-2019_psyk_triestemodellen_infografik.pdf
https://politiken.dk/rejser/art7154540/Hvem-er-bedre-til-at-byde-en-fremmed-velkommen-end-et-menneske-som-selv-har-prøvet-at-stå-udenfor
