Som en orm på en krog

PsykiatriAvisen bringer her andet afsnit af cand. psych. og forfatter Erik Platz, som for nylig har udgivet bogen, opbrud i psykiatrien. I dette afsnit beskriver Erik Platz sindslidelser med udgangspunkt i bevidstheden, og om at sidde fastspændt med en krog igennem sig og samtidig have vilje til at udleve sin frihed.

I første afsnit blev menneskets bevidsthed introduceret som central i en helhedsforståelse af mennesket og dermed også som central i forståelsen af sindslidelser.

I første afsnit blev menneskets bevidsthed introduceret som central i en helhedsforståelse af mennesket og dermed også som central i forståelsen af sindslidelser. Som en opsummering kan mennesket betragtes i billedet af et hus:

Krop/hjerne er husets fundament, og bærende vægge.

Psyke/personlighed er husets indretning med farver på væggene, billeder, møbler, tæpper mm.

Bevidstheden/selvet er husets beboer.

Når vi vurderer et hus kan vi være tilbøjelige til at fokusere på dets bygningsmæssige stand og på dets indretning. Men kommer vi på besøg, mærker vi hurtigt, at husets atmosfære eller ”ånd” i høj grad afhænger af beboerens gøren og laden.

Den mest smagfuldt indrettede bolig kan vi forlade i trist tilstand, hvis beboeren har været trist og grå. Omvendt kan vi forlade et skur i opløftet tilstand, hvis beboeren har udstrålet nærvær og integritet.

Mennesket er ikke bare en ting blandt andre ting. Mennesket er først og fremmest eksisterende med en bevidsthed om, at det er til, og at det skal dø en dag. Selve det at være til – at være – danner grundlag for en stadig undren i menneskets bevidsthed.

Denne undren er en del af det forhold til os selv, som er kernen i vores bevidsthed, og som i sig rummer en (relativ) frihed. En frihed som bl.a. viser sig i vores bevidsthed som angst for en ukendt og usikker/”fri” fremtid, og som skyld for handlinger eller ikke-handlinger, vi påtager os ansvar for. Men også som en glæde over bare at være til.

I modsætningen mellem vores bundethed af konkret udviklet krop/hjerne og psyke på den ene side og friheden i vores bevidstheds mulighed for at forholde sig til sig selv på den anden side, finder vi en fortvivlelse, som vi nu skal se nærmere på.

Umiddelbart vil de fleste af os mærke fortvivlelsen ved tab af nærtstående, tab af helbred, tab af arbejde osv. Her forstår vi fortvivlelsen som et resultat af tabet, og vi afventer, at fortvivlelsen lidt efter lidt skal fortage sig, så vi atter kan ”blive os selv”.

En lidt dybere måde at mærke fortvivlelse på opstår, når vi begynder at fornemme, at vi selv spiller en rolle i vores fortvivlelse. Det kan f.eks. ske ved, at vi bebrejder os selv, at vi bliver så påvirket af et tab: ”Det er egentlig for dårligt, at jeg lader mig påvirke så meget af den fyring.” Eller: ”Jeg ville selv skilsmissen, så hvorfor går jeg nu rundt og fortvivler over den?”. Her kigger man mere indad.

Til daglig vil de fleste af os ikke opleve os som fortvivlede. Men dybere nede lurer fortvivlelsen på os som en anet følelse af tomhed eller fremmedgørelse. Især en mandag morgen i november, men også på andre mere sære tidspunkter kan fortvivlelsen stikke sit ansigt frem., f.eks. midt i en larmende fest. Som oftest kan vi ryste på hovedet og gøre os fri, men fortvivlelsen kan også trænge sig på og tvinge os ud i projekter af enhver art for at overdøve tomheden, eller fortvivlelsen kan sende os ind i indelukketheden, hvor ingen må se os.

Den grundliggende og egentlige årsag til vores fortvivlelse og dens mange fremtrædelsesformer ligger i vores paradoksale livsvilkår: at vi er sammensat af to uforenelige størrelser: bundethed og frihed. Vi er så at sige født til at blive fortvivlede.

Vi er som den frihedselskende fugl i buret: det er vigtigt at få lov at flyve ud, men også vigtigt at holde sig til for at få mad og tryghed.

Eller som Lennart Cohen synger: ”Like a worm on a hook, I have tried in my own way to be free”: ”Som en orm på krogen har jeg prøvet på min egen måde at være fri”. At sidde fastspændt med en krog igennem sig og samtidig have vilje til at udleve sin frihed. Det er i sin rene form uudholdeligt. En uudholdelighed vi er nødt til at forsvare os imod eller ”komme om ved”.

Grundliggende og skematisk set har vi to måder at forholde os til den uudholdelige konflikt mellem bundetheden (faktisk krop/hjerne og psyke) og friheden: Vi kan opbygge forsvar, eller vi kan søge glæden.

De forskellige forsvarsformer fylder mest og har stor betydning for graden og arten af sindslidelser. I praksis blander det enkelte menneske de forskellige forsvarsformer og deres indhold på sin helt egen private måde. Overordnet og skematisk set finder vi fire former for forsvar. Forsvarsformerne har det til fælles, at de alle forsøger at komme den uudholdelige konflikt mellem vores to ”poler” til livs ved at reducere eller tilintetgøre den ene pol og forstørre eller overvurdere den anden pol. Herved tilstræbes et liv som ”en-polet”, hvorved konflikten mellem de to poler reduceres eller forsvinder.

De fire forsvarsformer i relation til de fire ”klassiske sindslidelser”:

Mani

Vi kan overvurdere eller stirre os blinde på vores frihed: Alle de muligheder, vi blot kan kaste os ud i, når vi undervurderer eller overser kroppens og psykens begrænsninger. Vi taler her i første omgang om den klassiske mani, som vi kan se beskrevet i psykiatribøger fra 1950´erne og 60´erne.

Der forsøges kun at leve ud fra den ene pol for derved at usynliggøre konflikten mellem de to poler: friheden og bundetheden.

Depression

Ved depression, opprioriteres eller overvurderes i vores oplevelse alt det, der styrer og tvinger os, og friheden – vores træden frem i eksistens – underprioriteres eller ignoreres. Eller det opleves af personen som om vedkommendes træden frem i eksistens bliver gjort for dårligt. Det er – eller det kan være – det, der sker i depression.

Vi finder mange depressioner, hvor vi – set udefra – ser en person, som er både kreativ og selvstændigt tænkende. Men hvis personen indefra – i sit forhold til sig selv – oplever ikke at gøre det godt nok, så kan vedkommende føle angst og skyld, og så kan skyldfølelsen komme til at dominere og blive motor i depression.

Nogle former for stress kan minde herom: personen føler sig forpligtet til at engagere sig i flere og flere arbejdsopgaver, men bliver ikke helt tilfreds med deres udførelse og med sig selv. ”Pligten”/bundetheden og oplevelsen af ikke at gøre det godt nok trykker selvet og friheden ned. Altså, sagt kort:

Ved depression oplever den enkelte angst og skyld, som følge af at selvet ikke oplever i tilstrækkelig grad at træde frem og blive synlig i et fællesskab på den måde, det ønsker. Vores forhold til os selv spiller her ikke sammen med vores bundethed på en konstruktiv måde, hvor selvet er sin bundethed bekendt.

Forsvarsformerne ved mani og depression forskubber balancen mellem frihed og bundethed. I de følgende to forsvarsformer, sker der en mere aggressiv og ”fundamentalistisk” bekæmpelse af den ene ”pol”.

Skizofreni (indelukkethed)

Aggressiv bekæmpelse af bevidstheden/selvet (friheden) gennem indelukkethed er, hvad der har dannet grundlag for diagnosen skizofreni.

Du kan helt fornægte dig selv. Helt opgive at træde frem og vise dig selv og i stedet tilstræbe udad til kun at være viljeløs krop og psyke. Indadtil trækker du dig selv ind i indelukketheden. Du er blandt mennesker, men viser ikke dig selv. Tilbagetrækningen til indelukketheden ført ud i sin yderste konsekvens isolerer dig selv inde i selvet, og derved kommer din vilje (”dig selv”) ikke frem til overfladen. Selvet mister dermed den energi og udviklingsmulighed, som samværet med andre giver, og der opleves tomhed, uvirkelighed, angst og skyld. Nået hertil ønsker selvet nu så at sige at tilintetgøre sig selv, og smerten bliver da, at selvet ikke kan tilintetgøre sig selv.

Ved at bortskaffe eller skjule selvet mistes den bevidste vilje, som jo dannes i selvet, og personen kommer til at drive rundt i tankemønstre, som ikke er gode til at styre. Og når selvets forhold til sig selv på grund af indelukketheden afskæres fra kontakt til omverdenen, så vil verden efterhånden opleves yderligere fjern og farlig, og så intensiveres både angsten og skylden og følelsen af tomhed i bevidstheden. Forsøg på igennem indelukkethed at tilintetgøre eller skjule selvet, er det, vi kan se i skizofrenien.

Aggression mod krop og psyke

(”personlighedsforstyrrelse”)

Aggressiv bekæmpelse af krop og psyke (bundetheden) er, hvad der har dannet grundlag for sådanne diagnoser som anorexi eller spisevægring, selvskade, misbrug, træningsafhængighed, borderline m.fl. Her meget bredt kaldet aggressivitet overfor egen krop og psyke.

Forsvarsmåden overfor fortvivlelsens to poler er her, ligesom ved skizofreni, kendetegnet ved et aggressivt angreb på den ene pol, men her er det bundetheden i form af vores konkrete krop og psyke, der angribes.

Vi finder, som nævnt, aggression overfor kroppen i sådan nogle diagnoser som spisevægring og selvskade og i forskellige former for misbrug og drikken sig i hegnet, som kan ses som både aggression overfor krop og hjerne og som forsøg på at slippe af med de dominerende tankemønstre, som kværner løs i vores psyke.

Nogle af de mere afvigende tankemønstre, som vi ser i det, vi tidligere kaldte ”borderline”, kan på en måde ses som aggression overfor de tankemønstre, som i dagligdagen tjener til vores almindelige begåen os blandt andre mennesker.

Angst

Angst indgår i alle sindslidelser og i vores allesammens livsvilkår. Angsten er forbundet med vores frihed. Den kan dukke op med en pludselighed og styrke, så den truer vores mentale sundhed, og kalder da på behandling, selvom den i princippet mere er et livsvilkår end en sindslidelse. I praksis kan det være svært at adskille frygten for noget konkret og angstens ”intet”. 

Om diagnoser 

Den skematiske opdeling i fire hovedgrupper af sindslidelser ud fra en bevidsthedsmæssig analyse skal naturligvis nuanceres ud fra en opmærksomhed på, at det enkelte menneske i større eller mindre udstrækning kan ty til flere fremgangsmåder i forskellige perioder. Det betyder, at hvert enkelt menneske ideelt set kalder på sin helt egen individuelle ”diagnose”. En diagnose som varierer over tid. Det taler for afgørende at begrænse og ændre forståelse af de indtil nu herskende diagnoser ved sindslidelser.

Der er som oftest ikke tale om en somatisk eller biokemisk ”sygdoms-ting”, som indefra bestemmer adfærd og tanker i overensstemmelse med en bestemt diagnose.

Der er tale om, at hvert enkelt menneske i sin bevidsthed opbygger sin helt egen måde at forholde sig til sig selv på – forstået som sit helt eget sæt af tanker, det tror på. 

De fire ”hovedformer” for forsvar kan på hver deres måde være mere eller mindre fremherskende. Når eller hvis en hovedform bliver dominerende kan det føre til nogle af de karakteristika, som er blevet forbundet med særlige diagnoser indenfor psykiatrien.

Forsvarsformerne er også synlige i ”normaliteten” i sådanne sindstilstande som kunstig opstemthed, nedtrykthed, indelukkethed, selvrådighed mm.

Glæde

”Hvad er glæde eller det at være glad?” spørger Søren Kierkegaard og svarer: ”Det er i sandhed at være sig selv nærværende.”

Men nærværet modarbejdes af splittelsen mellem vores to tilsyneladende uforenelige poler: friheden (vores forhold til os selv), og bundetheden (den bagage vi bærer med os igennem vores udviklede krop/hjerne og psyke).

Det bundne er styret af lovmæssigheder og kan ikke ændre sig for at komme vores frihed i møde. Men vores frihed – vores forhold til os selv – har i sig en bevægelighed – en frihed – som kan komme bundetheden i møde og omslutte og acceptere den, vi nu engang er blevet til i krop og psyke.

I den forening ligger muligheden for at mærke en dyb glæde ved simpelthen at være til: følelsen af at være god nok, selvom det kan se nok så sølle ud. En glæde, vi langt fra altid er i kontakt med, men den findes. Om ikke andet vil de fleste af os opleve den, den dag vi får at vide, at vi kun har kort tid tilbage at leve i.

Lykke er en mere overfladisk ”følelse” end glæde. Lykken er forbundet med at lykkes: at vinde i livets lotteri. Ulykke det modsatte.

I den forstand kan vi opleve glæde – forstået som nærvær til os selv – i både lykken og ulykken. Ulykkelig er den døende, men ikke nødvendigvis uden glæde.

Cand. psych. Erik Platz er forfatter til bøgerne:

”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (2021)

”Opbrud i psykiatrien – nyt lys på sindslidelser” (2024)