Det er i vores bevidsthed, at vi mærker depression. Mærker vi den ikke dér, så er vi ikke deprimerede.
Sådan skriver psykolog og forfatter Erik Platz i det tredje af i alt fire indlæg.
Vel vidende at mennesket er en helhed af krop/hjerne, psyke og bevidsthed, skal der i første omgang ses på findestedet for depressionen, nemlig den enkeltes bevidsthed.
Helt afhængig af den enkeltes individuelle historie og særtræk, så vil den depressives bevidsthed overordnet og skematisk set være præget af en oplevet ubalance mellem det, der af ydre eller indre årsager binder eller hæmmer individets trang til at træde frem og vise sig i fællesskabet, overfor selve denne trang til at træde frem og vise sig selv. Den oplevede bundethed og manglende oplevelse af at gøre det godt nok kan så give sig udtryk i en følelse af skyld, angst og fortvivlelse, hvorved individet kan strande i en håbløshed, som lammer handlekraften og muligheden for at udleve ”frihedssiden”.
Se evt. bogen: ”Opbrud i psykiatrien – nyt lys på sindslidelser” (Platz 2024).
Denne beskrivelse kan ikke bruges til at fortælle den depressive, at vedkommende i virkeligheden er god nok. Det må gerne nævnes, men det vil i første omgang være stort set virkningsløst. Men den kan bruges som en baggrundsforståelse for samtaler og forskellige tiltag i en proces, hvor den depressives selvforståelse er et centralt omdrejningspunkt. Kombineres det med tålmodighed og almindelig omsorg, hvor der forhåbentlig kan indpasses både indhold og fællesskab i form af gruppesamtaler med ligestillede samt gåture og motion, hvor den overbelastede tankekværn dæmpes, kreative aktiviteter, praktisk arbejde, fordybelse i interesseområder mm., så kan vi forvente, at 80-85% af alle depressioner opløses indenfor en tidshorisont på 6-10 måneder (se nedenfor). Det er bedre tal, end for de medicinerede, især når vi tager i betragtning, at risikoen for tilbagefald reduceres ved ikke-medikamentel behandling (se også her nedenfor).
I det følgende vil begreberne antidepressiv medicin og SSRI-medicin blive anvendt synonymt.
Tre bemærkelsesværdige forskningsprojekter
1) En af de mest grundige gennemgange af den eksisterende, traditionelle forskning i korttidsvirkning af SSRI er fra 2017. Det er en såkaldt metaanalyse udført af danske forskere (Jakobsen m.fl. 2017). Metaanalysen omfatter 131 forskningsprojekter med i alt 27.422 deltagere.
Det konkluderes, at den mulige lille gavnlige virkning af SSRI opvejes af SSRI´s skadevirkninger.
I metaanalysen er kun fire af forskningsprojekterne uafhængige af medicinalindustriens finansiering. Disse fire forskningsprojekter påviser ikke nogen gavnlig effekt af SSRI.
2) I et længerevarende uafhængigt studie af virkning af medicinering (SSRI) sammenlignet med virkning af motion for ældre svært deprimerede, betjener forskerne sig af et interessant forskningsdesign:
156 ældre svært deprimerede deles op i tre lige store grupper. Gruppe 1 modtager i 16 uger alene behandling med SSRI. Gruppe 2 modtager i 16 uger både behandling med SSRI og gennemfører et motionsprogram. Gruppe 3 modtager ingen antidepressiv medicinbehandling og gennemfører alene et motionsprogram.
I de første uger kan der registreres en lidt hurtigere bedring i de medicinerede grupper (gruppe 1 og 2) set i forhold til den ikke medicinerede gruppe (gruppe 3). Efter 16 uger registreres en ensartet bedring i alle tre grupper.
Undersøgelsen følger herefter forsøgspersonerne yderligere et halvt år, og efter de i alt 10 måneder er tilbagefaldsprocenten for gruppen af alene medicinerede 38%. For gruppen som både modtager medicin og motion er tilbagefaldsprocenten 31%, medens tilbagefaldsprocenten for de ikke-medicinerede ligger helt nede på 8%. Studiet tyder på, at hvis depressionsforløbet gennemleves uden medicinering mindskes risikoen for tilbagefald. Eller sagt på en anden måde, at medicinering i det lange løb risikerer at gøre lidelsen mere kronisk. (Blumenthal m.fl. 1999) og (Babayak m.fl. 2000).
3) I 2001 og 2006 udgiver Posternak m.fl. to forskningsrapporter, som forsøger at beskrive det naturlige forløb for en depression, når der undlades medicinering.
Der bygges på nogle foreliggende forskningsrapporter, hvor diagnosticeret depressive er blevet delt op i to grupper, hvor den ene modtager behandling i form af psykoterapi, og den anden stilles på venteliste i op til 22 uger, uden at modtage behandling.
Det chokerende resultat er, at de ikke-medicinerede på ventelister – altså dem med et naturligt ikke-medicineret forløb – synes at blive lige så hurtigt raske som de, der i andre forskningsprojekter er blevet medicinerede.
Kombinerer vi den viden med den lige omtalte engelske undersøgelse, som taler om over 30% tilbagefald for de medicinerede og kun 8% tilbagefald for de ikke medicinerede, så har vi måske noget af svaret på, hvorfor der bliver flere og flere, som må bruge psykofarmaka i en eller anden udstrækning for at klare dagen og vejen.
Det rejser i hvert tilfælde spørgsmålet, om det er den selvsamme medicinen, som hævdes at gøre os raske, som i virkeligheden i sig selv er en del af årsagen til, at vi får flere og flere langtidsbrugere af psykofarmaka.
Posternak m.fl. anslår på baggrund af deres undersøgelser, at 80-85% af depressionerne vil forsvinde af sig selv indenfor det første år, og de fastslår, at ingen kendt behandlingsmetode kan konkurrere med de tal. (Posternak 2001 og Posternak 2006)
Skaber SSRI afhængighed?
M.h.t. depression så var teorien tilbage i 70´erne forenklet sagt, at lidelsen skyldes et underskud af transmitterstoffet serotonin i hjernen. Den antidepressive medicin (SSRI) tilfører hjernen stoffet serotonin og virker derfor helbredende eller symptomdæmpende.
Indgående forskning i 80érne og 90érne viser imidlertid, at hvad stoffet serotonin angår – og de komplicerede processer i hjernens følsomhed, opbygning, nedbrydning og genoptagelse af stoffet – så er der ingen påviselig forskel mellem hjernen hos den depressive og den raske.
Når hjernen så tilføres ekstramængde af stoffet serotonin, så vil den starte en tilpasning til den påførte ændring. Efterhånden som denne tilpasning sker i hjernen, så vil fratagelse af medicinen serotonin udløse en ubalance i hjernen. Oprindelig var der ikke ubalance, det er der nu, og patienten vil nu mangle serotonin. Der er opstået afhængighed.Hvilket også betyder en øget risiko for at lidelsen bliver mere kronisk og kræver en stadig medicinering.
Skaber SSRI mani?
Mani eller bipolar lidelse er en langt mere alvorlig sygdom end depression. Der ligger en (som oftest uomtalt) risiko for, at den tendentielt humøraccelererende SSRI-medicin driver oprindeligt depressivt diagnosticerede over i mani eller bipolar lidelse.
Om bivirkninger ved SSRI skriver Grundbog i psykiatri (Simonsen & Møhl (Eds), 2017) således:
“I nogle tilfælde udvikler patienter ved behandlingsstart med SSRI-præparater eller i forbindelse med øgning af dosis et alvorligt bivirkningssyndrom, det serotonerge syndrom, med muskelfasciculationer, konfusion, agitation, tremor, diarré, ataksi, temperaturøgning og akatisi. (..) Dette syndrom skyldes en overaktivering af det serotonerge system.” (Fink-Jensen, Videbech og Simonsen, 2017, s. 660). Udtrykket: ”en overaktivering af det serotonerge system” tænder advarselslamper. Advarselslamper som bestyrkes af en række forskningsresultater:
Forskere ved Yale University gennemgår i perioden 1997-2001, 87.920 patientjournaler for diagnosticeret angste eller depressive medicineret med SSRI og finder, at 7-8% hvert år overgår til diagnosen mani, og at et sted mellem 20-40% på et tidspunkt går fra at være depressive til bipolare – en langt mere alvorlig lidelse end depression, og meget svær at komme af med. Her taler vi om en overvejende medicinskabt psykisk sygdom, og vi taler om rigtig mange personer (Martin 2004).
Op gennem 1990´erne begynder man, især i USA, at medicinere børn med antidepressiv medicin.
Forskere ved University of Pittsburg fastslår i en rapport fra 1992, at 23% af drenge i alderen 8-19 år medicineret med SSRI udvikler mani og yderligere 19% udviser medicinskabt problematisk adfærd (Jain 1992).
Psykiatere ved Harvard University finder i 1995, at 25% af børn diagnosticeret depressive og medicineret med antidepressiver konverterer til mani (Faedda 1995).
Washington University finder i 2001, at af præpubertære børn fulgt over en årrække på 10 år, hvor de medicineres med SSRI, udvikler helt op til 50% mani (Geller 2001).
Hertil kommer, at ADHD-medicin også producerer mani. Således angiver et studie fra Massachusetts General Hospital, at 11% af børn medicineret for ADHD, må formodes at konvertere til en manisk lidelse (Bidermann m.fl. 1996). I USA skønnes ca. 3,5 millioner børn med diagnosen ADHD at blive medicineret med ritalin eller lignende – 11% af 3,5 millioner er mange.
Den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker angiver, at tilbage i 1950´erne – før der kom psykofarmaka ind i billedet – da regnede man med, at 1 ud af 10.000 ville udvikle sygdommen mani. I dag regner man med, at 1 ud af 40 vil udvikle mani i USA (Whitaker 2013).
Depression er en kompliceret størrelse
Depression har som grundtræk i bevidstheden en oplevelse af ikke at træde frem og vise sin ”frihedsside”, for i stedet at blive trykket ned af egne ”bundetheder”. Der opstår i forbindelse hermed skyld, angst og fortvivlelse.
At ”underkaste sig” nødvendighederne og bundethederne kan i første omgang ses som et forsvar imod den uudholdelige konflikt mellem vores to poler: friheden og bundetheden. Ved at leve som hovedsagelig én-polet og ”bundet”, forsagende ”friheden”, dæmpes konflikten. Men forsvaret hævner sig og resulterer i nedtrykthed og handlingslammelse.
Her kan selve teorien om, at depression skyldes, at vi er underlagt biokemiske processer i hjernen – fra et bevidsthedsmæssigt synspunkt – ses som et udtryk for den depression, som den skal løse op for.
Ligesom nogle somatiske sygdomme kan have deres årsager i uhensigtsmæssig livsførelse, således kan også depression vise tilbage til uhensigtsmæssigheder i sindets balancer og dermed på en måde ses som en advarselslampe: der er en ubalance at rette op på. Det kalder på tid og tålmodighed, men vil i bedste fald forbedre personens videre udgangspunkt frem i livet.
Mange former for stress vil stort set have en dynamik og funktion som depression.
Der er grund til at fremhæve, at sorg ikke må forveksles med depression. Sorg kræver sin tid og må gennemleves. Sorg er ikke sygdom og må ikke behandles som sådan.
Depression kan indeholde meget sorg, men den rene sorg indeholder ikke depression.
Så er der den vedvarende eller stadigt tilbagevendende dybe og pinefulde depression, som tilsyneladende ikke vil slippe personen: de 15-20% hvor depressionen ikke løser sig op indenfor et år, og de akut meget pinefulde depressioner. Hvad skal vi gøre?
Det kan der ret beset ikke gives noget generelt svar på, og vi må huske, at mennesket er en helhed af krop, psyke og bevidsthed.
Set i lyset af, at 80-85% af alle depressioner synes at løse sig op indenfor 6-10 måneder, skal der kun undtagelsesvis skrides til somatisk behandling i starten og langt fremad, mens der meget gerne må komme andre behandlingstiltag på banen.
Hvis depressionen tilsyneladende bare varer ved og ved eller til stadighed vender tilbage, kan der i samråd med den depressive forsøges somatisk behandling, men størst mulig tilbageholdenhed tilrådes, da medicinsk behandling risikerer at forværre prognosen ved at drive patienten ud i andre og mere alvorlige former for sindslidelse (mani), eller ved at gøre lidelsen yderligere kronisk og patienten afhængig.
Det er ikke let!
To af vores mest fremragende bidragsydere til dansk kultur- og åndsliv er Grundtvig og Kierkegaard. Begge døjede livslangt med svære depressioner. Måske de havde en særlig følsomhed og indsigt i menneskelivet i kraft af deres lidelse. I al hemmelighed kan vi glæde os over, at ingen dengang tænkte på medicinering.
Men som sagt: let er det ikke.
Cand. psych. og forfatter Erik Platz har for nylig udgivet bogen: Opbrud i psykiatrien
