Er psykiatrien med til at fremme vold og overfald?

Natten til søndag den 16. juni blev en psykiater overfaldet på Psykiatrisk Center Amager af en patient. Men er psykiatrien i virkeligheden selv med til at fremme disse ulykkelige hændelser, spørger Stefan Holm i dette debatindlæg.

Det er først og fremmest vigtigt at pointere, at ingen skal risikere liv og lemmer ved at gå på arbejde. Det gælder for stilladsarbejdere såvel som psykiatere.

I forbindelse med overfaldet den 16. juni, som desværre ikke er enestående, udtaler forperson for Yngre Læger, Wendy Sophie Schou til TV2:

”Dagen derpå får jeg lyst til at sige, at vi er nødt til at gøre noget akut. Der er rigtig mange af vores kolleger i psykiatrien, der oplever vold, så derfor er det noget, vi er nødt til at reagere på hurtigt.”

Hun siger ligeledes, at det er en langsigtet psykiatriplan og en stor kapacitetsøgning inden for psykiatrien, der skal til for at løse problemet.

Hun understreger samtidig, at det er meget vigtigt, at man passer på, hvilket narrativ man skaber om patienter på psykiatriske afdelinger.

Men når sådanne begivenheder finder sted indenfor psykiatrien, og det er ikke første gang, er det på tide at ransage grunde, ikke mindst at selvransage, for at komme frem til en dybere forståelse; gør psykiatrien, som jo er et vidt begreb, noget der fremmer disse uheldige begivenheder?

Er psykiatrien i virkeligheden qua sin natur, der har en stærk tilbøjelighed til at isolere, stigmatisere og dehumanisere, med til at puste til ilden, og derved direkte, eller indirekte, fremprovokere ekstremt ulykkelige og uheldige situationer?

Mange snakker om en dehumanisering af patienter, hvor patienter ikke har samme rettigheder, som andre mennesker; en dehumanisering, der formodentlig bunder i et forældet menneskesyn og et antikveret ”sygdomsbegreb”, der påklistres mennesker med en lidelse på baggrund af subjektive skøn, der, som mange påpeger, ikke har den rette videnskabelige evidens.

Det bør også nævnes, at psykofarmaka kan være grunden til disse begivenheder, især i forbindelse med udtrapning, hvis den ikke bliver implementeret ordentligt.

Er medicinen i førnævnte tilfælde så en del af grunden til alle disse overfald?

Det mærkelige ved disse sager er også, at intet motiv nævnes; det indikeres, at personen, som har udført overfaldet, er meget syg og har handlet i sindssyge. Hvem hører personens udlægning af forløbet med det tragiske udfald til følge? Ingen, formentlig, for dette er lukket land for offentligheden. Psykiatrien er jo ikke, som en magtfuld institution, interesseret i at miskreditere sig selv. Derfor sygeliggøres udføreren af denne yderst uheldige begivenhed, og bliver dermed umyndiggjort, så man lettere kan straffe og isolere.

Gerningsmanden får, så at sige, al skylden.

Dette er en tendens, der yderligere dehumaniserer sindslidende; man vil ikke forstå grunden til incidenserne, man ønsker at feje grunde, som kunne være tvang af forskellige former, ydmygelser og andet, under gulvtæppet.

Selv om det er en forfærdelig handling, og ingen ordentlige mennesker kan bifalde dødelige overfald på deres medmennesker, bør man til tider vende narrativet på hovedet, og udtrykke undren over, hvorfor disse hændelser tager til i stigende omfang.

For at grave dybere kunne man spørge sig selv: er psykiatrien en del af problemet? Vil problemer med overfald derfor stige i takt med, at psykiatrien får tilført flere midler? Skal psykiatrien nedlægges, og noget nyt gentænkes?

Mange spørgsmål presser sig på, efter en begivenhed som den, der har fundet sted

Psykiatrien bør tage udgangspunkt i mennesket fremfor patienten, så man bedre kan forstå lidelsens udtryk, og ikke mindst, hvorfor lidelsen opstår og udvikles. I de allerfleste tilfælde er sindslidelser et udtryk for en normal reaktion på livets til tider alvorlige genvordigheder.

Stefan Holm har læst klassisk filologi på Københavns Universitet, men havnede i 1999 i psykiatrien, som han i dag er ude af.