Regeringen har netop vedtaget en kontroversiel lov, der øger magtbeføjelserne overfor mennesker på psykiatriske bosteder. Det sker, fordi udgifterne er steget voldsomt. Men eksperterne kan ikke forklare, hvorfor udgifterne stiger. Der har ellers længe været interessante tal tilgængelige, men de er blevet frasorteret.
Af Gitte Rebsdorf
Får man psykofarmaka, fordi man er syg? Eller er man syg, fordi man får psykofarmaka? Det er centrale spørgsmål i forhold til, at regeringen netop har vedtaget en lov, som øger magtbeføjelserne overfor nogen af de mest udsatte mennesker i vores samfund, dem som bor på psykiatriske bosteder.
Loven er vedtaget uden, at de økonomiske eksperter, som har undersøgt området, kan forklare, hvorfor udgifterne på botilbudsområdet er steget voldsomt. Det mener udvalgets formand, Torben Tranæs, ikke er noget problem.
”Man kan sagtens komme med anbefalinger uden at vide præcis, hvorfor udgifterne er steget,” sagde han til PsykiatriAvisen i marts måned.
Men der har meget længe været tal tilgængelige, som dog stort set ikke har haft nogen bevågenhed, og som helt fra begyndelsen er blevet frasorteret. Tal som kan være med til at forklare de stigende udgifter på dette område.
Denne artikel er en foræring. Men PsykiatriAvisen har brug for din opbakning, så hvis du synes journalistikken og arbejdet for et paradigmeskifte i psykiatrien er vigtig, kan du støtte på flere måder. Læs mere under medlemskab øverst i menulinjen
Stigning i førtidspensioner
Antallet af førtidspensioner blandt mennesker med en psykiatrisk diagnose er steget markant, efter at man begyndte at bruge psykofarmaka, som er en fælles betegnelse for den medicin, man bruger i psykiatrien. Det dokumenterede den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker allerede i 2010 i en af sine bøger, Anatomy of an Epidemic.
”Hvis psykiske lidelser er en hjernesygdom, som mange psykiatere hævder og medicinen havde virket, ville vi jo have set et fald i antallet af førtidspensioner. Så var folk blevet raske, men i stedet ser vi det modsatte,” fastslår Robert Whitaker cirka 14 år efter, at tallene blev offentliggjort.
Tendensen med flere førtidspensioner ses ikke alene i USA men i Europæiske lande og i resten af verden, hvor man anvender psykofarmaka.
I Australien var der i 1990 ca. 57.000 voksne på offentlig forsørgelse på grund af en psykisk lidelse. I 2011 var tallet steget til godt og vel det firedobbelte nemlig 241.335 mennesker på førtidspension, fremgår det af den danske oversættelse af Whitakers bog, Den Psykiatriske Epidemi, som udkom i 2013.
Mødte modstand
De opsigtsvækkende tal blev dog helt fra begyndelsen forsøgt imødegået, oplyser den amerikanske videnskabsjournalist.
”Jeg fik at vide, at jeg havde misforstået tallene, og at de ikke kunne tages som et udtryk for, at psykofarmaka var årsag til stigningen i førtidspensioner. Men det bemærkelsesværdige er, at antallet af førtidspensioner er steget i alle lande, som begyndte at bruge psykofarmaka. I USA kunne man for alvor se denne stigning, efter det første antidepressive lægemiddel, Prozac, kom på markedet i 1980erne,” fortæller Robert Whitaker.
Samme modstand ses herhjemme. Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, professor på Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, VIVE griner lidt af stigningen i førtidspensioner.
” Folk, der får psykofarmaka, er i udgangspunktet ret syge, og de er jo ofte på kanten af arbejdsmarkedet. Jeg er ikke læge, men jeg stoler på vores sundhedsmyndigheder, og når de anbefaler medicin, må man gå ud fra, at det er i orden,” sagde han, da PsykiatriAvisen interviewede ham i 2020 om sammenhængen mellem psykofarmaka og førtidspension.
Fordobling på fem år
Friske tal, som PsykiatriAvisen har indhentet fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, viser, at stigningen i antallet af førtidspensioner herhjemme er fortsat. Sidste år i 2023 kom 10686 personer med en psykisk lidelse på førtidspension. Det er cirka en fordobling i forhold til 2018, hvor 5397 fik tilkendt førtidspension.
Stigningen er sket, selv om der i 2013 blev indført en reform, der skulle begrænse antallet af førtidspensioner. Faktisk er antallet af førtidspensioner i 2023 højere, end før reformen blev indført. Psykiske lidelser er samtidig den diagnose, der sender flest mennesker på førtidspension foran hjerte- karsygdomme og kræft.
Men disse tal, om at flere med en psykisk lidelse ender på førtidspension, spiller slet ikke nogen rolle i den analyse, som Tranæs udvalget har udarbejdet, og som ligger til grund for den lov, som regeringen netop har vedtaget.
Rapporten beskæftiger sig ikke med, hvorfor så mange med en psykiatrisk diagnose ender med at blive kronisk syge og komme på førtidspension. I Stedet skal de stigende udgifter på området løses ved at bruge mere magt og tvang overfor de allersvageste i vores samfund.
Mange tegn på at psykiatrien fejler
Tallene om førtidspension er dog ikke det eneste, som indikerer, at folk bliver invaliderede efter mange år med psykofarmaka.
Flere unikke langtidsstudier af de nu afdøde amerikanske forskere, Martin Harrow og Thomas Jobes viser, at folk med diagnosen skizofreni klarer sig bedre uden psykofarmaka end med.
Et af studierne fra 2007 viser, at mennesker, der ikke fik medicin, havde otte gange højere chance for at komme sig sammenlignet med den gruppe, der fik medicin.
Samme tendens viser sig ved metoden Åben Dialog, som er udviklet af den finske professor og psykolog Jaakko Seikkula. Metoden anvender ingen eller meget lidt psykofarmaka, og 85 procent af patienterne kommer i arbejde, og 80 procent lever uden at være psykotiske.
”Hele det videnskabelige grundlag i psykiatrien er problematisk. Det har teorierne om de kemiske ubalancer jo også vist,” siger Robert Whitaker.
Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har deprimerede mennesker ikke en kemisk ubalance i hjernen, som skal kureres med medicin, sådan som det ellers er blevet fortalt i årevis.
Endvidere har det helt fra begyndelsen været kendt i fagkredse, at psykofarmaka skader hjernen, og at der er andre alvorlige bivirkninger som parkinsonisme, diabetes, dødsfald, fordøjelsesproblemer osv.
Med al denne viden in mente er det måske ikke så underligt, at folk på de psykiatriske bosteder får det dårligere og dårligere, og at samfundet må bruge flere penge på hver enkelt beboer, sådan som det fremgår af Tranæs udvalgets rapport.
Her kan man læse, at udgifterne på socialområdet er steget markant i perioden fra 2018 -2022. På voksenområdet, som udgør den største stigning, er udgifterne steget med 3,7 milliarder kroner svarende til 10 procent. Heraf er det særligt botilbudsområdet, som driver udgiftsstigningen, ikke fordi der er blevet flere, men fordi udgifterne per beboer er steget.
De borgere, der modtager de dyreste indsatser, er typisk borgere med meget komplekse udfordringer og behov, herunder borgere med svær autisme, ADHD, udviklingshæmning og/eller behandlingsdomme, fremgår det af ekspertudvalgets rapport.
Lever uden håb
Beboerne er ofte overvægtige og ude af stand til at bevæge sig eller for den sags skyld tale. De er invaliderede af psykofarmaka, og bevæger sig ofte aparte med langsomme og slæbende skridt. Det er hvad flere peer medarbejdere har oplyst om under interview til PsykiatriAvisen. Også den britiske psykiater Joanna Moncrieff har i et interview til PsykiatriAvisen oplyst om, hvordan psykofarmaka gør, at medicinerede mennesker ikke kan leve et almindeligt dagligdags liv. Nogen savler og har øjne som tomme huler uden nogen form for liv. De fleste ligger i deres senge og sover det meste af tiden. Psykofarmaka i store doser er voldsomt sederende, altså sløvende.
Ingen ser dem. Ingen lytter til dem. Det italesatte formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Merete Nordentoft i en artikel i Politiken sidste år.
”Jeg får sådan et billede inde i hovedet af kasematterne, de underjordiske gange på Kronborg. Det er lidt det samme med bostederne, hvor beboerne lever i skjul uden for offentlighedens fokus”.
”De bliver opbevaret på bosteder, til de dør. Jeg er ked af at sige det. De har ingen drømme. Der er intet håb. De får ikke besøg af familie og venner. De kommer sjældent ud”, sagde hun videre.
PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Merete Nordentoft, hvorfor hun slet ikke nævner, at psykofarmaka kan være årsag til dette. Men hun er til trods for flere henvendelser ikke vendt tilbage.
Da PsykiatriAvisen i 2020 interviewede Jakob Kjellberg om sammenhængen mellem psykofarmaka og førtidspension, anførte han, at det rent praktisk kan lade sig gøre at få mere viden om førtidspension og psykofarmaka. Det kunne ske ved at samkøre data om diagnoser med data om medicin, oplyste Jakob Kjellberg, men det var aldrig blevet gjort, selv om beløbet i forskningssammenhæng ikke er højt.
”Hvis du har et års tid og 200-300.000 kr. – så kan jeg godt hjælpe dig, men det er ikke bare lige….,” skrev han i et mail svar.
Senere under interviewet gav Kjellberg udtryk for, at denne undersøgelse om sammenhæng mellem psykofarmaka og førtidspension ikke var vigtig.
”I princippet kunne man godt lave et forskningsprojekt om det. Men psykofarmaka er jo ikke noget man spiser, fordi man har hovedpine. Når man får antipsykotisk medicin, er det fordi, man er meget syg,” sagde han.
Men der er jo forskning, som viser, at psykofarmaka er særdeles skadelig?
”Jeg tror ikke jeg har lyst til at svare på flere spørgsmål. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil svare på,” sagde Jakob Kjellberg, hvorefter han afbrød interviewet.
Da Robert Whitaker for nu næsten 15 år siden offentliggjorde en af sine bøger om psykiatri og videnskab, havde han forventet, at der ville ske forandringer:
”Jeg havde håbet på mere ærlighed, og at man havde sagt: Det her er et alvorligt problem, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Men det gjorde man ikke. Der kom ikke noget videnskabeligt svar på den viden, jeg fremlagde. Men i stedet blev jeg mødt med personlige angreb. Psykiaterne er tæt forbundne med fortællingen om, at psykofarmaka virker, men jeg havde i det mindste forventet, at journalisterne havde reageret. Desværre tror de på det, psykiaterne fortæller. Så hele journaliststanden har et stort ansvar i den sammenhæng,” mener Robert Whitaker.
Loven om mere magt overfor mennesker på bosteder blev endelig vedtaget den 4. juni.
Tak kære Gitte, for en informativ artikel 💙.
De sidste linjer, hvor du refererer til Robert Whitakers bog for 15 år siden, beskriver problemets kerne, i forhold til hvor svært det er at nå ud til såvel de folkevalgte, som vælgerne, og de faggrupper som vedligeholder det psykiatriske systems fejlbehandlinger, med anden viden end den af toneangivende fagfolk vedtagne.
For mig er det ubegribeligt, at ikke flere reagerer på de stramninger der gang på gang sker, at der ikke er flere, som reflekterer dybere over problemets rod, og frem for alt, at der bredt i befolkningen stadig hersker en udbredt autoritetstro…også hos den, i din artikel omtalte økonom!…
Os der har oplevet os ofret i et rigidt, arrogant, manipulerende og magtmisbrugende system, er TRÆTTE. Vi er trætte i vores hjerner, fordi vi har levet med følgerne af påtvungne livsfarlige medikamenter, for en dels vedkommende i mange, mange år.
Vi er trætte af at kæmpe for vores overlevelse (mange lever med livslange handicaps som følge af medikamenter og overgreb ), men også trætte fordi vi oplever at vi er alene om at få ændret lovgivningen.
Kun et fåtal af journalister vover at nærme sig, og anerkende, og skrive om den virkelighed, som mange, som har fået/ taget, eller er blevet påtvunget psykofarmaka må leve med.
Der sker overgreb mod menneskets, danske borgeres hjerner, kroppe, tanker og personlighed, der sker fejlbehandlinger, som følge afdet menneskesyn og sygdomssyn, som hersker I psykiatrien.
Selv arbejder jeg på en bog, som beskriver mange af de problemstillinger, som også behandles i artikler her på Psykiatriavisen, og jeg har en stille bøn til enhver af jer, som måtte læse dette indlæg, som har en personlig historie, personlige erfaringer med psykiatri, psykofarmaka, tvang, alternative erfaringer, om at kontakte mig hvis I har noget på hjerte.
Vi bliver nødt til at få skabt opmærksomhed a la “#metoo”, med udgangspunkt i den kultur som i årtier har været herskende i vores samfund, for overgreb som skiftende regeringer blot har lukket øjnene for, og som psykiatere hårdnakket fornægter, er i voldsom grad invaliderende – og koster både liv, energi, helbred og penge, som vi istedet vil have mere gavn af bliver anvendt på at finde reelle løsninger.
Og NEJ, man behøver ikke være svært psykisk syg, for at blive påtvunget psykofarmaka, det er nok, at psykiatere TROR man er det!!
Og så længe psykiaterne får lov til, af befolkningen og politikerne, at fortsætte med at udskrive, overbevise og påtvinge befolkningen psykofarmaka, sker der ingen positive ændringer!.
Tak Gitte.