Poul Videbech kan ikke anbefales

Psykiater og professor Poul Videbech, P.V., har i Ugeskrift for Læger ”anmeldt” Anders Sørensens bog, Noget I bør vide …. En bog om udtrapning af psykofarmaka.

Nogen anmeldelse er der vel ikke tale om, snarere et personligt og først og fremmest ufagligt angreb, hvor han skriver, at han ikke kan anbefale bogen hverken til fagfolk eller patienter.

Anders Sørensen, A.S. er psykolog og ph.d. og har beskæftiget sig indgående med udtrapning af psykofarmaka i mange år. I P.V.s virkelighed bliver det til at:

”Forfatteren (AS) er psykolog og driver en privatklinik, hvor patienter mod betaling trappes ud af forskellige former for psykofarmaka.”

Hvorfor er det relevant? Hvad har der med Anders Sørensens bog at gøre, at han får betaling for sit arbejde?

Psykiatere driver også privatklinikker, hvor de mod betaling – ganske vist fra det offentlige – ordinerer psykofarmaka til mennesker, som har psykiske lidelser. Så mens det offentlige betaler psykiatere for at ordinere skadelig medicin, er det ikke muligt for folk at få offentlig hjælp til at komme af med disse farlige lægemidler igen. Mange psykiatere får desuden store summer fra medicinalindustrien, herunder også til deres forskning.

Derefter hiver P.V. i sin desperation et andet fortærsket synspunkt frem, nemlig at A.S. bog er et udtryk for antipsykiatrien fra 1970erne.

”Bogen er en tidsrejse tilbage til antipsykiatrien i 1970’erne og et katalog over stråmandsargumenter”. 

I psykiatrikredse er det indforstået, at man er kommet videre siden antipsykiatrien. Men er man nu det? Er man overhovedet kommet nogen vegne med den biomedicinske forskning? Og hvorfor forholder P.V. sig ikke til substansen i A.S. bog fremfor at forsøge at latterliggøre den? Er det ikke snarere P. V. der er latterlig eller måske snarere stærkt manipulerende?

Hvis vi skal blive i terminologien med forældede problematikker, så er ”den moderne biomedicinske psykiatri” oldnordisk. Det er den, fordi der ingen sammenhæng er mellem behandling og lidelse. Man ordinerer psykofarmaka, uden at der er nogen påvist årsag til at bruge den. Samtidig undlader man at oplyse befolkningen om, at de kan blive afhængige af disse farlige lægemidler, og at folk ved langtidsbrug kan ende med at være invaliderede. Tag blot et kig på landets psykiatriske bosteder eller på nogen af de lukkede psykiatriske hospitalsafdelinger, så vil I se mennesker, der er medicineret til ukendelighed. Men det er som udgangspunkt lukket land for offentligheden.

Substansen i Anders Sørensen bog handler netop om, hvor svært det kan være at trappe ud af psykofarmaka, og om hvordan disse lægemidler påvirker hjernen. Efterhånden har der været en del mennesker, som er stået frem og har fortalt om de meget alvorlige gener, de får, når de forsøger at stoppe med medicinen, herunder også læger og forskere. Jeg har selv interviewet en del. Disse beretninger fra førstehåndskilder er troværdige. En af dem er forsker og professor, og efter at have sat sig ind i området vurderer han, at depressionsmedicin aldrig burde være godkendt. Læserne kan læse den fulde artikel på PsykiatriAvisen og selv afgøre, hvem de synes er mest troværdig P. V. eller de mennesker, som er ramt af alvorlige bivirkninger.

Som om hjerne og krop brænder

20 dage med psykofarmaka gjorde læge syg i flere år

P.V. har i flere årtier – sammen med resten af psykiatrien – fortalt befolkningen, at psykisk lidende har brug for psykofarmaka, fordi de har en kemisk ubalance i hjernen, og at de har brug for medicin. Denne teori blev endelig tilbagevist, da en række britiske forskere i 2022 fremlagde forskning, der aflivede den falske teori.

Da det skete, forsvarede psykiatrien sig med, at det var meget mere kompliceret end ubalancer i serotonin og dopamin. Det samme gør P.V., så er det ikke snarere P.V der er karikeret? Først fortæller han befolkningen, at de er deprimerede, fordi de har en kemisk ubalance i hjernen. Da den teori bliver tilbagevist svarer P.V. at sådan er det ikke – det er meget mere kompliceret. Hvem kan tage det alvorligt? Det er da sølle!

Da DR i 2013 bragte en række kritiske dokumentar programmer om depressionsmedicin, blev P.V. meget vred og sammenlignede det med, at man skulle lave programmer om, at sukkersyge skulle holde op med at tage insulin.

» Det er folk, der har behov for det, og de her programmer får dem til at få det mærkeligt med at tage deres medicin,« sagde Poul Videbech til fagbladet Journalisten.

Men er det ikke kun godt, at folk får det mærkeligt med at tage medicin, som ikke har nogen dokumenteret effekt, og som tilmed er farlig?

P.V. er tilsyneladende fortaler for, at man skal undlade at fortælle befolkningen sandheden om, hvordan psykofarmaka virker. Derfor kan P.V., der endda rådgiver Sundhedsstyrelsen om psykiatri, på ingen måde anbefales. Han er i bedste fald et pjok. I værste fald til skade for befolkningen.

Ugeskrift for Læger, som er lægernes fagblad, har ikke ønsket at bringe dette debatindlæg, som er skrevet af  Gitte Rebsdorf, der er aktivist, debattør og journalist og redaktør på PsykiatriAvisen.