Psykiatrien, medierne og politikerne taler meget om undgå stigmatisering af mennesker med psykiske lidelser. Men det er et paradoks, for psykiatrien er i sig selv stigmatiserende, skriver Stefan Holm i dette debatindlæg
Det ligger i psykiatriens natur at stigmatisere, og det ses på flere områder:
- Diagnosesystemet er en opfindelse, som blev skitseret og fremlagt af Johann Christian Reil i 1808. Men eksisterer diagnoserne i ”naturen”? Nej, er mit svar. Der eksisterer naturligvis afvigelser i naturen, men ikke medfødte sindslidelser defineret af diagnoser. Derfor stigmatiserer diagnoser, og dermed psykiatrien, den menneskelige psyke ved skamløst at pervertere nogle uønskede, men dog ganske normale reaktionsmønstre.
- Diagnosesystemet generaliserer individet ved at sammenfatte adfærdsmønstre for en hel gruppe af mennesker med samme diagnose. Et eksempel; I en ph.d. afhandling, hvor professor og psykiater Per Hove Thomsen var vejleder, blev det anført, at børn med ADHD-diagnose har større chance for at blive kriminelle end andre børn. Kan det blive mere stigmatiserende? Nævnes kan også, at ifølge lex.dk i en artikel, der er skrevet af psykiatriske fagfolk, hævdes det, at; at der sammenlignet med baggrundsbefolkningen er en øget risiko for, at personer med alvorlig psykisk sygdom begår personfarlig kriminalitet, herunder vold, drabsforsøg eller drab.
- Ved at sygeliggøre adfærd ud fra nogle vage kriterier; nemlig diagnosesystemet, der tillige hviler på et meget skrøbeligt videnskabeligt fundament, stigmatiserer man i den grad individet.
Og hvad er stigmatisering så i det hele taget? Ifølge Den Danske Ordbog betyder ordet; at give et vedvarende, negativt socialt ry.
Jeg har allerede konkluderet, at psykiatrien stigmatiserer, men samfundet stigmatiserer ligeledes sindslidende, blandt andet ved forsikringstegning og dårligere løn- og arbejdsforhold gennem menneskers diagnoser, da mennesker uden diagnoser ikke er underlagt samme begrænsninger.
Desuden er der foretaget en undersøgelse, som paraplyorganisationen Danske Patienter henviser til, hvor 43% af de adspurgte svarer, at mennesker med en psykisk lidelse er farligere end andre mennesker.
Som jeg ser det, så prøver psykiatrien at styre og kontrollere og regulere adfærd hos individer, der træder uden for normen. Eller sagt med andre ord; en tvungen, menneskelig ensretning i tanker og adfærd, ergo indoktrinering. Man kan faktisk sige, at stigmatiseringen er et psykiatrisk redskab til at få carte blanche fra offentligheden til netop at inddæmme og isolere individer med en uønsket adfærd til at kontrollere og styre.
Hvorfor, kan man spørge, kædes menneskers adfærd sammen med det psykiatriske diagnosesystem? Er det for bedre at kunne umyndiggøre, og dermed lettere og uhindret at kunne straffe og isolere?
Og vi må erkende, at psykiatere også er mennesker. Er det bias, de tager med ind i deres profession fra deres tidligere liv, altså fordomme og forudfattethed, der måske stammer tilbage fra psykiatriens ”undfangelse”?
Er det fordi, den psykiatriske behandling er farlig for både krop og sjæl, hvor medicineringen i mange tilfælde kan have en utilsigtet og uønsket, modsat effekt, hvorefter patienten sygeliggøres for at dække over psykiatriens katastrofekurs?
Eller en helt tredje grund?
Efter min overbevisning, befinder psykiatrien sig i en gråzone mellem adfærd og sygdom/lidelse, hvor den ikke hører hjemme; den sætter lighedstegn mellem handlinger/adfærd og ”sygdom”/lidelse i sindet.
Vi har valgt at indrette samfundet således, at der er nogle love, som skal efterfølges, ellers straffes man, og dertil har vi den dømmende magt. Psykiatrien bør bruges til at hjælpe lidende mennesker, ikke til at dømme, og slet ikke på forhånd ved hjælp af et diagnosesystem, der prøver fejlagtigt at analysere og sygeliggøre adfærd. Det kan nemt afføde en hønen og ægget-diskussion. Hvad kom først? Handlingen og derefter sygdommen? Eller sygdommen og derefter handlingen?
Befolkningen er blevet psykiatriseret de seneste, mange år, og tænker generelt i diagnostiske termer, og det har medført den automatreaktion, som også eksisterer i psykiatrien, at konkludere, at sindslidende, f.eks. skizofrene, er farlige.
Derfor kan det konkluderes, at befolkningen har ”overtaget” psykiatriens, og diagnosesystemets, stigmatiserende natur.
Psykiatrien arbejder benhårdt på at nedtone sin egen stigmatiserende natur; en såkaldt afstigmatisering af ”sindssygdomme”, hvilket er paradoksalt, fordi psykiatrien netop stigmatiserer med disse påståede ”sindssygdomme”, og dermed er stigmatiserende i sig selv. Hvorfor? Fordi den vil bekræfte sit eget videnskabeligt usikre diagnosesystems validitet og reliabilitet. De to fænomener; afstigmatisering og stigmatisering, lever hver sit isolerede liv, og det går ikke at ophæve det ene med det andet, når det udspringer fra samme kilde, nemlig psykiatrien.
For at afstigmatisere mennesker, bør psykiatrien aflægge diagnoser.
Stefan Holm har skrevet: Jeg, den lidende.
