Kristeligt Dagblad misinformerer om psykiatri

Ved helt ukritisk at bruge bestemte eksperter er Kristeligt Dagblad med til at vildlede befolkningen om psykiatri.

Kristeligt Dagblad bragte i maj en forsideartikel om, ”at ældre over 65 bliver glemt”, når det handler om ADHD.

Glemt? Det er dog et stærkt tendentiøst ord. Det lyder næsten som om, at disse ældre, der ikke er blevet diagnosticeret med ADHD, er blevet ladt i stikken. Men er de nu det?

Kristeligt Dagblads artikel kommer efter, at Politiken ultimo 2022 bragte en artikel – også på forsiden – om, ”at flere voksne opdager, at de har ADHD”.

Hovedkilden i begge artikler er psykiater og professor ved Aarhus Universitet, Per Hove Thomsen. Per Hove Thomsen er en varm fortaler for diagnoser og medicin, men bliver desværre ofte brugt helt ukritisk som ekspert af mange journalister.

Medierne flyder over med ukritiske historier om ADHD, og alle lider tilsyneladende af denne bogstavsygdom; Først var det de udadreagerende drenge, der fik diagnosen DAMP. Så kom ADHD diagnosen til. Herefter var det de stille piger, som også var syge, det blev kaldt ADD, og for små ti år siden tog diagnosticeringen af voksne til. Senest er det så de ældre over 65 år, der er blevet ”glemt”. Så har vi vist fået alle med! Hvorfor tager vi det alvorligt? Det er useriøst og først og fremmest uvidenskabeligt.

Alle psykiatriske diagnoser er, som professor Karsten Juhl Jørgensen fra Cochrane Danmark udtalte til PsykiatriAvisen, usikre. Det er de, fordi de bliver fastlagt med baggrund i menneskers adfærd. Det er ikke som en brækket arm, hvor der er en klar patalogi.

Så hvordan kan Per Hove Thomsen udtale sig så skråsikkert, og er det overhovedet sandt det han siger? Ifølge Per Hove Thomsen så er dem, der har ADHD født med det, og hvis ikke de bliver diagnosticerede, så udsætter de sig selv for fare.

”Med ikke diagnosticering følger risikofaktorer som vold og ulykker og vi kan ikke se alle dem der er døde for tidligt” udtalte Per Hove Thomsen til Kristeligt Dagblad i maj.

Hvordan skal det forstås? Bliver folk voldelige, hvis ikke de bliver diagnosticeret? Eller bliver de selv udsat for vold? Og hvorfor risikerer de at dø for tidligt? Hvor er dokumentationen for disse skræmmende udsagn?

Den findes mig bekendt ikke, og journalisterne på Kristeligt Dagblad har tydeligvis ikke engang spurgt efter den. Eller for den sags skyld hørt andre eksperter. Det er kritisabelt.

Per Hove Thomsen mener videre, at der er mange, som lever med ADHD uden at vide det og udtalte følgende til Politiken i november 2022:

”Alle de voksne, der får diagnosen, er født med adhd og har dermed levet med adhd hele deres liv uden at vide det. Men i dag er der et øget fokus på, at adhd ikke er noget, man vokser fra, og derfor bliver flere voksne opmærksomme på, at det kan være det, der gør, at de har svært ved at klare hverdagen,” sagde Per Hove Thomsen.

Skal det forstås således, at hvis man har svært ved at klare hverdagen, så har man ADHD?

Psykiatrien vil gerne gøre eksistentielle og samfundsmæssige problemer til sygdomme, der kan medicineres. Men der kan være mange andre årsager end ADHD til at folk har svært ved at klare hverdagen; fattigdom, social isolation, dårlig opvækst, traumer, diskrimination osv. Derfor er det en voldsom vildledning af befolkningen at fortælle dem, at årsagen til deres problemer er en opdigtet bogstavsygdom, som man har levet med hele livet uden at vide det. Det er faktuelt forkert, for den psykiatriske diagnose ADHD kan ikke stilles med samme sikkerhed, som man gør med en lungebetændelse.

Hvordan kan det være sandt som Per Hove Thomsen udtaler: ”at folk har levet med ADHD hele deres liv uden at vide det?

ADHD kan ikke måles. Der er ikke nogen markør, og der er heller ikke sikkerhed for at diagnosen er genetisk betinget. Det fremgår af forskningen.

Men desværre så tror de fleste danskere, at det er sandt, hvad eksperter som Per Hove Thomsen udtaler. Han er jo netop ekspert og bestrider sammen med resten af de psykiatriske spydspidser høje stillinger i vores samfund. At det hænger sådan sammen ved medicinalindustrien godt, og det er netop derfor, at de bruger og samarbejder med disse højtplacerede psykiatere.

Per Hove Thomsen arbejder også tæt sammen med medicinalindustrien. Det har været kendt i mange år, og kom blandt andet frem, da jeg sammen med P1 dokumentar tilbage i 2010 bragte en historie herom. Her vedgår Per Hove Thomsen, at han ikke kan undgå at blive påvirket af industrien.

Siden er samarbejdet fortsat, og ifølge lægemiddelstyrelsens liste over læger, der samarbejder med industrien fra 2024 fremgår det, at Per Hove Thomsen er på lønningslisten hos Takeda, som netop fremstiller ADHD medicin og hos Medice Nordic Danmark, som er repræsentant for en tysk medicinalvirksomhed.

Per Hove Thomsen lever på den måde slet ikke op til at have en så betroet rolle i vores samfund. Han gør i stedet skade.

Når eksperter som Per Hove Thomsen udtaler sig, som han gør, så får det befolkningen til selv at efterspørge diagnosen, og måske også det amfetaminlignende stof Ritalin eller anden ADHD medicin, som måske på den korte bane kan være præstationsfremmende. Men de bliver ikke oplyst om, at medicinen på lang sigt kan være skadelig, og at der ikke er evidens for brugen af den.

En Cochrane gennemgang fra 2018 viser, at 16 ud af i alt 19 RCT studier, (lodtræksforsøg) var finansieret af medicinalindustrien og at der var alvorlige interessekonflikter på spil. Samtidig er de fleste studier af kort varighed, fra en til 20 uger, og da mange bruger medicinen i meget længere tid er disse korttids forsøg ikke tilstrækkelige.

Konklusionen på denne gennemgang er, at der ikke er sikker evidens for brugen af ADHD medicin til voksne.

”Der sker ofte det, at man forsøger at vise, at medicinen virker frem for at undersøge, om den virker. Dette er særligt påfaldende i forsøgene med ADHD medicin til voksne”, sagde professor Karsten Juhl Jørgensen til PsykiatriAvisen.

Psykiaternes tilknytning til industrien er altså ikke det eneste problem. Den forskning, der ligger til grund for godkendelsen af de lægemidler, der anvendes i psykiatrien, er også problematisk.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan anerkendte og landsdækkende medier, som får offentlig støtte, kan bringe så ensidige og faktuelt forkerte historier. Hvis ikke medierne skal være demokratiets vagthunde, hvem skal så?

Når det gælder Kristeligt Dagblad er der grund til at undre sig endnu mere for avisens varemærke er tro, etik og eksistens.

Set i lyset af det burde avisen så ikke netop være på tæerne i denne sammenhæng? Psykiatrien har i flere årtier oplyst befolkningen om at psykiske sygdomme har sit ophav i hjernen, og at der er tale om kemiske ubalancer, som skal kureres med medicin. Men denne falske teori er for nylig blevet tilbagevist, og samtidig taler man internationalt om, at der er behov for et paradigmeskifte indenfor psykiatrien.

Kristeligt Dagblad kunne gå foran og være med til at italesætte, at menneskers mentale sundhed ikke bare handler om kemi i hjernen, men snarere om ånd og eksistens.

Gitte Rebsdorf er aktivist, debattør, journalist og redaktør på PsykiatriAvisen