Journalist på Weekendavisen, Lone Frank, er god til at promovere sig selv, og mange af hendes kolleger falder på halen over, at hun er videnskabsjournalist. Men det er der nu ingen grund til at gøre. Neuroleptika hjælper sjældent forpinte mennesker.
I en podcast på Weekendavisen går journalist Lone Frank i rette med DRs historier om overforbrug af neuroleptika, (antipsykotisk medicin) i behandlingen af folk med demens.
Lone Frank mener, at man giver neuroleptika, fordi folk er forpinte:
”Vi har en grundlæggende modstand mod psykofarmaka, men der er jo en hel masse forskning, der viser, hvordan medicinen kan hjælpe,” udtaler hun.
Hvad er det for forskning, der viser, at neuroleptika hjælper demente mennesker eller for den sags skyld mennesker i psykiatrien?
Det er der vist intet belæg for, og når nu Lone Frank profilerer sig som videnskabsjournalist, burde hun så ikke sætte sig lidt grundigere ind i forskningen?
Som flere førende og uafhængige forskere, herunder professor Peter Gøtzsche, har påpeget, så er der ikke evidens for, at psykofarmaka virker. Tværtimod er der alvorlige skadevirkninger.
Forskningen på området er generelt af ringe kvalitet. De fleste undersøgelser er foretaget af medicinalindustrien, som selv sælger disse produkter, og undersøgelserne er som regel af få måneders varighed, sådan som PsykiatriAvisen tidligere har oplyst det.
Medicinen kan, som psykiater og tidligere forsker ved det Nordiske Cochrane Center, Klaus Munkholm oplyser det, give pinefulde bivirkninger:
”Neuroleptika kan give bevægeforstyrrelser. Det skyldes, at medicinen påvirker dopaminreguleringen i hjernen. De mest almindelige bevægeforstyrrelser er parkinsonistiske. Forstyrrelserne kan vise sig ved langsommelighed, rysten, træghed i bevægelserne og muskulaturen. Der kan også opstå muskelkramper og muskelspasmer, som typisk sidder i ansigtet, for eksempel ved munden og tungen. I nogle tilfælde holder forstyrrelserne ikke op, selv om man stopper med medicinen,” sagde han til PsykiatriAvisen i marts 2019.
Ifølge professor i neurologi, Gunhild Valdemar så er der grund til at være ekstra opmærksom, når disse midler bruges til demente:
”Personer med demens har mere skrøbelige hjerner end os andre, og de bliver påvirket langt hårdere af den her type medicin. De bliver sløve, de bliver fjerne, og de får øget risiko for blodpropper. Og så øges risikoen for at dø også markant hos dem, som får det, sagde hun til DR.
Sundhedsstyrelsen fraråder også brugen af neuroleptika til demente. Styrelsen skriver:
”Som udgangspunkt skal mennesker med demens ikke have antipsykotisk medicin. Effekten af behandlingen til mennesker med demens er i bedste fald er beskeden og kan medføre alvorlige bivirkninger og øget dødelighed.
Desuden peger Ældresagen på, at når demente får psykofarmaka er det typisk på grund af mistrivsel, fysisk smerte eller underliggende sygdom.
”Når det er tilfældet, er kompetent pleje og omsorg den mest effektive behandling, og det bør altid være førstevalg, når der skal vælges behandling,” lyder det fra Ældresagen.
Hvis man sammenholder dette med Lone Franks udtalelser, kan man derfor kun stå tilbage med dyb undren.
Hvorfor siger Lone Frank, at psykofarmaka er et gode, ikke et problem? Det virker i bedste fald uvidenskabeligt, i værste fald dybt bekymrende.
Når der snakkes om ”fordele” og ulemper ved psykofarmaka, kommer jeg i denne forbindelse tit til at tænke på den hippokratiske lægeed. Jeg vil ikke citere denne i sin udstrækning, men derimod sammenfatte meningen i denne korte sætning, som det etiske råd ligeledes har gjort: Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade.
Med udsagnet kommet i hu, kan man dermed spørge sig selv, om der er sket et værdiskred med henblik på ældres ve og vel (og andres, for den sags skyld!), når det drejer sig om forbrug af neuroleptika, eller psykofarmaka. Lone Franks ”statement” kan således også virke som en hån mod de mange mennesker, som er forpinte på grund af netop psykofarmaka og som i mange tilfælde slet ikke er i stand til at forsvare sig selv. Alternativt er hendes udtalelser udtryk for, at hun ikke ved nok om emnet og den generelle virkning af psykofarmaka.
Dette indlæg er skrevet af Stefan Holm, som har udgivet bogen: Jeg den lidende
Hvor ér det godt skrevet.
Tusind tusind tak.
Ja, man ved efterhånden dårligt hvad man skal sige om Lone Frank. Jo, en ting, det er ganske enkelt for ringe ! Sagde du ” Videnskabs – Journalist ? Vorherrebevares.
Hvis der var rigeligt med veluddannede medarbejdere på ældrehjemmene og i hjemmeplejen – OG hvis de havde rigeligt med muligheder – kunne medarbejderne prioritere at Lindre, Trøste og Opmuntre – faktisk er dette muligt i meget meget høj grad, også til meget ramte mennesker.
Det er på høje tide med en anderledes prioritering i dette vækstorienterede og effektivitetssøgende land.
Værdighed eksisterer ikke længere.
Jeg synes at det er ganske forfærdeligt at vi ikke bruger vore ressourcer på rimelighed og fairness – du godeste, hvor ér det forfærdeligt.
Det er ikke længere nok at ” håbe ” – vi skal handle – ude i vores fælles virkelighed. Med gode debatter – og ordentlig orientering af – politikerne som strategi for at vi får ordentlige tilbud til alle.