Folks oplevelse af at tage psykofarmaka er vigtig og bør spille en rolle i psykiatrien, skriver psykologistuderende Oliver Tonning i dette debatindlæg
Når jeg tænker tilbage på de gange, jeg har indtaget en ny form for psykofarmaka for første gang, så overrasker det mig stadig, hvor ringe forberedt jeg egentlig var på, hvordan det føltes. Jeg havde fået at vide, at der var bivirkninger såsom mundtørhed og ændret appetit, men jeg vidste intet om, hvordan medicinen påvirkede og ændrede min psykiske oplevelse af verden.
Når jeg tænker over det nu, så var jeg vist temmelig naiv. For at være ærlig, så fattede jeg ikke, at der var en sammenhæng mellem medicinen og min pludselig humørændring 1,5 time senere, de første mange gange jeg tog ADHD-medicin. Ændringerne i mit sind føltes på samme tid naturlig, subtil og velkendt, hvilket betød, at jeg ubevidst tilskrev forandringen andre årsager end medicinen. Måske er jeg langsommere end gennemsnittet, eller så er store humørændringer bare normalt for mig, men det ændrer ikke på min oplevelse af, at mangle en adækvat vejledning om, hvad jeg kunne forvente at opleve af virkninger rent psykisk.
Psykiatriske stoffer har grundlæggende en gennemgribende bevidsthedsændrende funktion. De forandrer midlertidigt en persons oplevelse af sig selv og verden. Det er faktisk deres primære sigte. Men de kemiske ændringer er omsonste, hvis for eksempel en person med skizofren ikke også har oplevelsen af, at stemmerne i hovedet bliver lettere at leve med.
Pillerne ændrer ved det psykiske apparatur, men én ændring ét sted har ofte forbindelse til mange andre områder af sindet. Det tror jeg er den centrale grund til, at spørgsmålet “Hvordan oplever I at tage medicin?”, er det hyppigste spørgsmål på tværs af alle mine Facebookgrupper om ADHD og anden psykofarmaka. Jeg er selv snart færdiguddannet psykolog med særlig interesse i fænomenologi, hvilket har tydeliggjort for mig, hvor lidt viden der findes om den fænomenologiske oplevelse af at tage medicin.
Medicinske virkninger bliver ofte reduceret til ren biokemi, hvilket negligerer det allervigtigste, nemlig den personlige oplevelse af forandringer i ens velvære. Snakken om psykofarmaka minder mig ofte om lægers forhold til alkohol og tømmermænd. Det er, når læger siger, at hverken motion eller sex fjerner tømmermænd, hvilket mange dog oplever er tilfældet for dem. Lægerne har sikkert ret i, at mængde af alkohol og anden kemi i blodet forbliver uændret, men den rent biokemiske forståelse af tømmermænd er i realiteten uvigtig og sekundær for langt de fleste tømmermandsramte en lørdag morgen – undtagen for dem, der skal ud køre bil selvfølgelig. De fleste mennesker er netop mest interesseret i følelsen af at have mindre smertende tømmermænd, samt oplevelsen af hvordan tømmermænd kan farve hele ens humør, så alting fremstår anderledes end normalt. Alle ved, at man aldrig skal tage vigtige beslutninger morgenen efter en vild bytur!
Oplevet medicin lader dog til at være persona non grata mange steder. Dette til trods for, at den anvendte fænomenologiske metode er en bredt anvendt og respekteret videnskabelig disciplin. Faktisk har flere overfor mig hentydet til at min “subjektive oplevelse” af medicinen ikke hørte hjemme i den ”seriøst” offentlige debat om psykiatri og medicin. Attituden forbliver uforandret, selvom jeg argumenterer for, at der er righoldige eksempler på, at mange mennesker har fået det værre af deres medicin, men ikke på grund af ændret fysiologi. Forværringen skete i stedet fordi, at medicinen ændrede deres psykiske grundfunktioner på en måde, der stemte særligt dårligt overnes med netop deres personlighed og livsomstændigheder.
Tag mig selv som et eksempel. Personligt analyserer og overintellektualiserer jeg alle problemer. Det er en psykisk forsvarsmekanisme, som mange mennesker deler, da det er en nem måde at opnå en følelse af kontrol og tryghed på, hvilket kan holde eksistentiel angst fra døren. Engang da jeg var særlig mental overbelastet, modtog jeg et præparat, der skulle sløve mit sind og lamme mine tankeprocesser. Stofferne virker sikkert fint for de fleste, der mangler akut ro i hovedet. Rent symptomatisk virkede medicinen også efter sin hensigt for mig, jeg blev sløvet ned, men der opstod også en utilsigtet psykisk bivirkning. Tabet af min evne til at tænke klart forværrede min overordnede mentale tilstand, da min følelsesmæssige oplevelse af at miste mine intellektuelle egenskaber, første ledte til en følelse af selvfremmedgørelse, forsvarsløshed og utryghed, hvilket så ledte til tilfælde af reel panikangst. Dette var nok langtfra kun en kemisk sideeffekt, men en biopsykosocial interaktionseffekt, der var unik for mig og min psykiske beskaffenhed.
Sådanne levede medicinske erfaringer mangler i høj grad. Det er en skam, da jeg oplever en massiv efterspørgsel på denne viden fra dem, der tager medicin daglig.
Mere virkelighed – ja tak!