Min medicin gjorde mig syg med meningsløshed

Flere og flere mennesker bliver medicineret med psykofarmaka. Men hvad gør disse lægemidler ved os som mennesker? Er vi ved at miste retten til vores egen sjæl? Det er spørgsmål og betragtninger som psykologstuderende Oliver Tonning behandler i dette debatindlæg.

For et par år siden skulle jeg have bekræftet min ADHD-diagnose. I samme ombæring talte jeg med en psykiater om, at jeg ofte havde svært ved at sove. Søvnproblemer er en bivirkning ved Ritalin, som gives mod ADHD. Psykiateren udskrev herefter en recept på quetiapin.

Quetiapin anvendtes oprindeligt som antipsykotisk medicin, men bruges i dag af mange som sovemedicin, da det har en søvndyssende effekt, sagde min psykiater til mig.  Recepten blev sikkert udskrevet i den bedste mening, men for mig medførte medicinen pludselig panikangst og tilbagefald til ellers overvundne depressioner.

Hvordan kunne det ske? Hvorfor påvirkede medicinen netop mig og nogle andre sådan, men ikke alle? De spørgsmål havde jeg overraskende svært ved at finde et humanvidenskabeligt og samfunds kritisk svar på.

Den ren biokemiske forklaring om synapsekløfter og neurotransmitter forstod jeg skam godt. Denne naturvidenskabelige forklaring føltes dog indholdsløs, og forvirrede mig blot mere, da mine levede erfaringer nu forsvandt bag et slør af lange fremmedord, der egentlig ikke vedkom mig og mit følelsesliv.

Derfor satte jeg mig for at blive klogere på sagen.

Hvad ville min depression?

Det kan lyde underligt, men ubehaget fra depression har faktisk et meningsfuldt formål og en nyttig funktion. Alle følelser forsøger at vejlede den følende mod et bedre liv. Smerten er, som at holde en hånd på en kogeplade; Smerten vil gerne have, at man fjerner sig hurtigst muligt fra det smertelige sted.

For mange er essensen i den smertelige depression, stemninger præget af meningsløshed, tomhed, håbløshed og opgivelse. Sådan var det også for mig. Jeg havde dog lært, at hvis jeg opnåede indsigt i, hvor disse stemninger stammede fra, samt hvor de ønskede at guide mig hen, så kunne det være vejen ud af det følelsesmæssige vildnis, som jeg nu var faret vild i.

Så første skridt måtte være at gå på opdagelse.

Problemet var, at medicinen gjorde mig følelsesløs og følelsesforvirret på samme tid. Jeg fik enormt svært ved at mærke mig selv. Medicinen kappede kontakten til min indre guide, til min følte krop. De vejledende indre fornemmelser var tilsløret og diffuse. Ved indadføling kunne jeg stadig skimte mit vante følelsesliv, men samtidig følte jeg mig også som en fremmed i mig selv. Medicinen fremmedgjorde mig fra mig. Mine følelser føltes underligt forvredne og bizart genkendelige på en aparte facon – som at se på et velkendt ansigt uden øjne.

Kort sagt, mine indre sammenhænge var gået itu. En meningsløs ugennemsigtighed herskede i mit indre.

Syg med meningsløshed

Det betryggede mig at vide, at oplevelsen af meningsløshed ironisk nok altid har en mening. Meningsløshed er meningsfuld i den forstand, at meningsløsheden peger på en mening, der er gået løs, blevet væk og gået tabt et sted i ens liv.

Sådan er det i hvert fald ofte. Senere fandt jeg ud af, at min meningsløshed nu netop var ægte meningsløs, da den var et invasivt biokemisk spildprodukt som følge af medicineringen med quetiapin.

Min håbløshed og opgivelse havde også et formål og tilsvarende funktion, vidste jeg. Jeg havde før prøvet at stå i en livssituation, der føltes så udsigtsløs, at jeg på ingen måde kunne forestille mig, hvordan min livsbane kunne føre mig ind i en glædesfyldt fremtid. Derfor overvældede depressionen mig med følelser af håbløshed og opgivelse. Dårligdommen ville stoppe min nuværende livsbane. Det var simpelthen meningsløst at fortsætte ud af samme spor.

Det skal siges, at jeg tidligere har haft to naturlige depressioner. Hurtigt fornemmede jeg, at mine følelser denne gang opførte sig underligt og uvant. Grunden var, at følelsernes oprindeligt igangsættende årsag ikke var eksistentiel, men biokemisk. Det var først da jeg indså, hvordan denne medicinskabte tilstand adskilte sig fra mine tidligere depressive følelser, at jeg virkelig begyndte at forstå, hvad der foregik i mig.

Herfra gik min jagt på mening for alvor i gang.

Mine første to naturlige depressioner

På efterskole fik jeg min første alvorlige depression. Dengang kom følelserne hverken fra medicinen eller samfundet, men mig selv, mit eget selvhad. Min oplevelse af håbløshed var mest af alt skabt af mit selv i den forstand, at mine hidtidige erfaringer samlet set havde overbevist mig om, at alle livsvalg førte til dårligdom. Håbløshed og meningsløshed blev derved kernen i min livshorisont. Opgivelsen var deres ledsager. Jeg oplevede det dengang som nytteløst at jage lykken, da den hidtil altid havde undsluppet mit greb og kredset udenfor min rækkevidde.

Jeg brugte de næste mange år på at opbygge mit selvværd og indrette mig i et mere håbefuldt livssyn. Alligevel blev jeg ramt af en mangeårig depression som ca. 21-årig. Jeg talte i den forbindelse med en psykolog, der fortalte mig, at nogle depressioner kan være en reaktion på negative hændelser. I sådanne tilfælde bliver man deprimeret, fordi noget dårligt er indtruffet i ens ellers glade liv. Når det sker, så bliver depressionen et naturligt slutpunkt for et støt dalende humør forårsaget af en psykisk usund livsstil.

Denne dynamik havde ikke gjort sig gældende for min første depression, men gjaldt for den anden. Eller rettere sagt: Den udløsende faktor (den dårlige hændelse) ved min første depression var simpelthen, hvem jeg var. Det var en jeg-depression. Den udløsende faktor lå i fortiden og havde boet i mig sidenhen. Som teenager var mit selvforhold simpelthen så ringe, at depressionen frit kunne strømme fra mit selv, til trods for at mine livsomstændigheder egentlig var ok.

Da tiden kom til min anden depression, havde jeg generelt fået det bedre. Omvendt var jeg havnet i en dårlig livssituation. Jeg var konstant stresset. Min livsstil var lort. Mine ambitioner var alt for høje og mine ressourcer alt for få. Hver morgen stod jeg op til en stadig stigende følelse af gruende håbløshed, hvilket gav mening, da jeg sandt nok havde en håbløst urealistisk forestilling om mine egne evner og hvor mit liv skulle ende henne. Det var en livsstilsdepression.

Min tredje depression skabte medicinen.

Medicindepression

Det er velkendt, at quetiapin og lignende medicin både kan tage toppen af ens negative og positive følelser. Jeg var personligt et enormt godt sted i mit liv, da jeg begyndte på “sovemedicinen”, så der var ikke så mange negative følelser, medicinen kunne fjerne. Pillerne fjernede derimod min evne til at føle glæde og fremtidshåb.

En manglende oplevelse af positivitet er ikke nødvendigvis negativ eller depressionsskabende i sig selv. Grundlæggende følte jeg mig “bare” tom for indhold og retning. Tomhedsfølelsen kunne have været meningsfuld, hvis jeg faktisk havde haft et indholdsløst liv. Midlertidig retningsløshed kan ende med at føre en ind på stien til det sunde meningsfulde liv, men det kræver altså, at meningen faktisk er gået tabt og at livet faktisk slutter.

Problemet var, at medicinen skabte livshæmmende følelser, som ikke havde relation til mit faktisk levede liv. Medicinen bedøvede mig. Bedøvelse giver mening, når den skal dulme lidelse og der er omsorgspersoner, der kan vejlede en, nu når ens indre er blevet vejlederløst. For mig spillede ”sovemedicinen” dog utroligt dårligt sammen med det enlige, aktive og virksomme liv, som jeg levede.

Meningsløsheden var ironisk nok nu mere omfattende i sin meningsløshed, netop fordi jeg havde haft to tidligere depressioner, som jeg succesfuldt havde behandlet med selvindsigt og meningsskabelse. Meningsløsheden gav simpelthen ikke nogen mening denne gang, netop fordi den ikke var livsindiceret, men medicinsk. Den var invasiv og udenfor min umiddelbare kontrol.

Det forvirrede mig noget så forfærdeligt. Dag for dag blev jeg kun mere bevidst om, at den aktuelt manglende livsglæde ikke stammede fra noget, som jeg kunne få øje på og forstå. Jeg følte, at jeg havde fået styr på både mit jeg og min livsstil, så jeg fattede ikke hvad dæmonen i mig ville.

Opgivelsen blev total.

Livsglæde som mestringsstrategi

Jeg forblev på medicinen, fordi lægerne sagde, at den nok ikke var årsagen til depressionen. Problemet blev så, at ligegyldigt hvad jeg ellers gjorde, så hjalp intet på mit humør. Jo mere jeg forsøgte at få det bedre, jo værre fik jeg det. Mine selvhjælpsforsøg førte kun til flere nederlagsoplevelser og en voksende følelse af absolut magtesløshed.

Denne indre dynamik var helt ny for mig. Det ukendte og fremmede i mig føltes truende på en måde, som jeg aldrig før havde oplevet i mit voksenliv.

Jeg har hele livet været martret af tungsind og en tendens til at søge tilflugt i selvlede. Jeg har dog på intet tidspunkt ville acceptere ulykken som mit livsvilkår. Jeg insisterer på at have altruistisk storsind som mit asyl. Jeg vil have et meningsfyldt liv.

De livslange sammenstød mellem min ulykke og min livsvilje har fået mig til at udvikle en personlig mestringsstrategi af livet. Det værste medicinen gjorde, var at tage mestringsstrategien fra mig.

Mestringsstrategien indebar, at jeg havde lært at fordrive katastrofetanker og negative selvforestillinger ved at finde noget at glædes over. Bare et eller andet, der var godt. Noget håbefuldt i fremtidshorisonten, som jeg kunne se frem til og kaste mig psykisk imod. Håb og mening var min selvudviklede livsmedicin.

Uden at jeg rigtig lagde mærke til det, fjernede quetiapinen mine evner til netop dette. Jeg blev deprimeret, fordi jeg simpelthen havde mistet evnen til at kaste mig håbefuldt mod fremtiden. Jeg blev deprimeret, fordi min mest effektive forsvarsstrategi imod depressioner forsvandt.

Jeg havde ikke lyst til at dø. Jeg havde omvendt mistet lysten til livet.

Nu ved jeg, at medicinsløvheden ramte mig ekstra hårdt netop fordi, at jeg havde brug for mit håb og min livsglæde. Disse grundstemninger var mit beskyttende skjold mod den dårligdom, der altid havde været efter mig.

Som en kæreste engang formulerede det, så er min mestringsstrategi af livet, at insistere på at have en indstilling til verden som en Golden Retriever eller Labrador. Da min mestringsstrategi stoppede med at virke, så blev jeg lige så sørgeligt at se på, som et depressivt kæledyr.

Med disse indsigter blev meningsløsheden forvandlet til meningsfuld sammenhæng. Så kom handlerum, retning og håb. Jeg begyndte at trappe ud af medicinen og i takt med det aftog de depressive følelser.

Sådan så rejsen ud for mig.

Er vi ved at miste retten til vores egen sjæl?

Beskrivelsen af logiske sammenhænge mellem årsag og virkning er i sin essens al videnskabs formål. Min helingsproces var betinget af en kvalitativ meningsskabelse og narrative sammenhænge. Mine sjælelige bevægelser måtte beskrives kvalitativt, kritisk, psykoanalytisk og fænomenologisk, før forklaringen blev helende for mig.

Når jeg i dag deler min fortælling, møder jeg overraskende ofte modstand. Jeg møder modstand på mit psykologistudie, hvor mange i den naturvidenskabelige forskermajoritet ikke mener, at denne type af kvalitative forklaring har noget med “rigtig videnskab” at gøre. Jeg møder modstand i pressen, hvor min fortælling ikke stemmer overnes med, hvad de mener, der er ”evidens” for. Skidt med, at det var denne forståelsesramme, der i praksis helbredte mig.

Fortæl mig gerne, at min frygt er ubegrundet, men jeg ser et samfund, der bevæger sig hen imod den dystopi, som Nietzsche tegnede og som Foucaults satte på begreb. Det er et dystopisk samfund, hvor borgerne igen mister retten til deres egen sjæl.

Det er en fremtid, hvor ens indre kun har plads i det offentlige rum, så længe fortællingen stemmer overens med, hvad “den etablerede videnskab” siger. Den samme dynamik gjorde sig gældende i middelalderen, hvor det dog var kirken, der indtog pladsen, som det eneste legitime sandhedsorgan. I forlængelse af Nietzsches tanker om kirkens magt over sjælelivet, så Foucault en samtid, hvor kirkens pastoral-magt langsomt blev udskiftet med universiteternes scientia-magt og statens biopolitik.

Ifølge Foucault, så gik kirkens herskerstrategi i sin tid ud på at kontrollere borgeren, med trusler om sjælens forfald i efterlivet. Statens moderne biopolitik går derimod ud på, at man bruger ”sundhedsvidenskabelige fakta” til at true borgeren med angstforestillinger om biologisk sygdom og kropsligt forfald. Begge herskerteknikker går i sin kerne ud på at fremmane angstforestillinger om død og pinsler, hvis man ikke følger magtelitens moral.

Psykiaterstanden som nutidens præster

Moderne Foucaultforskere mener, at det er slående hvor meget præstens dæmonuddrivelse har til fælles med den moderne psykiateres erhverv. Lighederne kommer til syne, når man analyserer de to praksisser ud fra et funktionelt perspektiv. Både på det psykologiske og samfundsmæssige niveau, ser man de samme virkningsmekanismer og sociale roller blive spejlet og gentaget i hinanden, men bare lidt forskudt og i nye klæder.

Det naturvidenskabelige sprog om diagnoser og medicinering er blevet moderne sjælebegreber. De giver adgang til hvad der foregår i vores indre, vores identitet.  Det er i dagens samfund efterhånden hun psykiateren med den biomedicinske forskning i ryggen, der får tildelt retten til at udtale sig om sandheden i forhold til, hvad der foregår herinde i vores menneskelig maskinrum. Den biopsykosociale lidelse, som man mente dæmonerne skabte og præsten kunne uddrive, er i dag blot blevet udskiftet med påståede biologiske defekter. Synden er en genetisk arvesynd. Frelsen skal findes i medicindåsen.

Foucault har det argument, at begrebet synd blot er udskiftet med begrebet sygdom. I middelalderen udpegede præsten borgerens ”syndig adfærd”, med bibelskabte begreber om usynlige indre dæmoner, som kun de kunne se. I dag tager de såkaldte sygdomsdefekter på samme måde form, som noget usynligt inde i kroppen, kun psykiateren kan se, udpege og behandle. Forskningen og diagnosemanualen giver dem de nødvendige begreber, ligesom kirkens skrifter i sin tid gjorde det.

Begge instanser har derudover modtaget deres særlige evne, til at ”se den usynlige årsag til lidelsen” gennem deres særlig uddannelse (teologi/medicin), som kun kirken/staten kontrollerer, og som man nemt ekskluderes fra, hvis man ikke utvetydigt følger de herskende dogmer og sandhedsforståelser.

I begge tilfælde handler herskerteknikkerne essentielt om at udskamme uønsket adfærd og at kamuflere dette bag påstande om ”objektivitet” (enten Guds eller videnskabens). Som videnskabshistorikeren Karl Popper så fint påpeger, så fik præsteskabet i datiden deres legitime ret som sandsigersker fra kirken og ved at læse i Guds Store Bog. I dag får psykiatervældet deres ”objektive sandheder” fra videnskaben og ved at læse i Naturens Store Bog.

I løbet af de seneste årtier er teksterne i Naturens Store Bog langsomt begyndt at tage samme form, som urokkelige bibelske dogmer. Det ses tydeligt på universiteterne, hvor videnskaben som disciplin i stadig mindre grad opfordrer den enkelte til at tænke kritisk og stille nysgerrige spørgsmål. I stedet producerer videnskaben i højere grad kun ”empiriske sandheder”. Logikken er, at forskeren nu har fundet frem til sandheden om et eller andet specifikt emne, som så kan gentages af andre som ”objektive fakta”. Videnskabelig viden er blevet kvantificeret til letforståelige udsagn, der gerne skal kunne trykkes på køleskabsmagneter og lægelige retningslinjer. På den måde er videnskaben blevet dogmatisk. Den er ved at miste sin dynamisk kritiske sans.

Jeg har mange gange været i en debat med en forsker eller psykiater, der slet ikke var interesseret i en debat, men som tankeløst blot pegede på de såkaldte ”empiriske fakta” og ”eksperimentelle kendsgerninger”, og sluttede samtalen der. Den måde, hvorpå disse typer i medierne selvsikkert remser forskningsartiklernes ”sandheder” om menneskesjælen op, blive ved med at give mig mindelser om en tid, vi som samfund burde have passeret for længst.

Derudover så ser præsten og psykiateren ofte kun sig selv som budbringere. Den herskende forståelse er, at de kun afleverer det dårlige budskab, de skaber det ikke. Selvforståelsen er, at de jo bare viderebringer, hvad biblen/forskningsartiklerne har fundet frem til er sandt. Denne dynamik er kun mulig, så længe samfundet opretholder ideen om en uomtvistelig Biologisk/Guddommelig sandhed, som så er nedskrevet på papir, som mellemmanden kan prædike fra.

Nietzsche, Foucault og Popper ikke hvem-som-helst, men tre af de mest respekterede og citerede filosoffer/forskere fra de sidste 150 år. Gad vide om den dag kommer, hvor nogen prøver at kalde denne form for kritik fra disse anerkendte magtkritikere for konspirationsteoretikere.

Vi er ved at glemme sjælens sprog

Måske er dagen allerede kommet.

Både i pressen, på universiteterne og i psykiatrien har jeg igen og igen fået afvist min personlige beretning. På universiteterne forsvinder Foucaults magtkritik, psykoanalysen fjernes og Popper fejlciteres. Psykiatere fortæller ublu til mit ansigt, at det jeg oplever, ikke er virkelighed. Pressen er ikke meget bedre. Den fortælling, jeg netop har fortalt, passer åbenbart meget dårligt sammen med det herskende narrativ.

Alle narrativer er i sin essens fortællinger om årsags-virkningsforhold, hvilket giver dem samme essens som videnskaben. Problemet er, at de fleste narrativer om menneskelig lidelse lige nu kun bliver fortalt, i et meget tørt og kedeligt biomedicinsk sprog. Et inhumant sprog, der ikke formår at fortælle en levende historie om sjælelivets dynamiske bevægelser.

For at forstå depressionens mange ansigter og årsager, er vi som samfund afhængige af humanvidenskaben. Alting kan ikke reduceres til biokemi og statistik. Hvis humanvidenskaben helt forsvinder, hvilket den generelle negative holdning samt de årelange nedprioriteringer af humaniora godt kunne tyde på, så opstår der med tiden et naturvidenskabeligt patent på sandheden om mennesket. Hvis samfundsvidenskaben også forsvinder, så forsvinder den videnskabelige kritik af de herskende magtforhold.

Det biomedicinske sprog vil aldrig formå at indfange de menneskelige og sociale meningssammenhænge, som er nødvendig for manges helbredelse. Sproget fanger i stedet borgeren i en fortælling om uransagelige biologiske defekter og sygdomsforbandelser. Det er sådan løssluppen biopolitik ser ud.

Hvis jeg kun havde haft en medicinsk jargon at forstå mine lidelser igennem, så var jeg nok aldrig blevet god igen. Kun de blødeste og mest poetiske dele af humanvidenskaben kan indfange og afdække de sjælelige forhold, som jeg netop har beskrevet. Sjælelivet lever af lignelser, mættes af metaforer, sukker efter nærvær og æstetik. Sjælelivet kan ikke generaliseres eller forstås objektivt, men må afdækkes som den animeres i den enkeltes liv.

Glemmer vi det, så glemmer vi det vigtigste ved os selv.