Lundbeck støtter via sin fond Dansk Psykiatrisk Selskab og også flere medier. De danske regioner er glade for samarbejdet mellem læger og medicinalvirksomheder, men industriens rolle i sundhedsvæsenet er problematisk og der mangler transparens, lyder kritikken.
Af Gitte Rebsdorf
Medicinalvirksomheder, som lever af at producere og sælge medicin, har en central rolle i sundhedsvæsenet, og de danske regioner er endda glade for dette samarbejde med Big Pharma. Det fremgår af et notat, som PsykiatriAvisen har fået aktindsigt i.
”Lægers samarbejde med medicinalvirksomheder m.v. må normalt betragtes som positivt og en forudsætning for et velfungerende sygehusvæsen,”
Sådan står der i en aftale om oplysningspligt ved bibeskæftigelse indgået den 30. juni 2015 mellem de danske regioner og Foreningen af Speciallæger og Yngre Læger.
Men det kan være problematisk at virksomheder, som har andre interesser end det sundhedsfaglige, spiller en så afgørende rolle i sundhedsvæsenet, mener professor Karsten Juhl Jørgensen fra Cochrane Danmark på Syddansk Universitet
”Der er en risiko for, at kommercielle interesser kommer til at få indflydelse på behandlingen, om det sker, afhænger i høj af karakteren af samarbejdet,” siger han.
Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen er den danske medicinalvirksomhed Lundbeck med, når sundhedspersonale bliver undervist om psykiatri. Det sker ved, at Lundbeck samarbejder med psykiatriske eksperter, som mod betaling er med til at gøre industriens produkter troværdige og som er med til at fremme og formidle industriens budskab.
Den danske psykiater Charlotte Emborg Mafi kan ses på Youtube og Progress in Mind på Lundbecks hjemmeside, hvor hun oplyser om, hvor vigtigt det er, at skizofrene bliver fastholdt i medicinsk behandling, selv om en tredjedel ifølge sundhedsstyrelsen ikke har effekt af medicinen.
PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt formanden for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg, Jacob Klærke, (SF), hvorfor regionerne bakker op om en sådan sammenblanding. Men det har ikke været muligt at få et interview med Jacob Klærke.
Ingen transparens
Regionerne, som har ansvar for psykiatri, har heller intet overblik over, hvor stor Lundbecks indflydelse er på behandlingen i psykiatrien.